DET KAN FØLES voldsomt straks at få navne og identitet offentliggjort, når folk omkommer på tragisk vis. Man kunne godt ønske for andre, at de fik lov til at dø i en tilstand af det helt private, men sådan fungerer det ikke i en gennemlyst medieepoke som denne.
Der går ikke mange minutter fra ulykkens realitet til øjeblikket, hvor alle mødes med detaljer fra den, og derfor kender vi efternavnet på de tre danske søskende, der blev dræbt under terrorangrebet i Sri Lanka.
Deres skæbne har bragt hele affæren meget tæt på, og spørgsmålet er jo, hvorfor vi berøres så meget mere af de tre danske børns skæbne end af alle de andre, der mistede livet.
Dette blev diskuteret i onsdags i debatpanelet på TV 2 Nyhederne, hvor Martin Ågerup, der er direktør for tænketanken Cepos, skar fint igennem og sagde, at han ikke giver meget for den tørre principielle tænkning, der får nogle til at kritisere, at vi føler mere for danske ofre end andre. For man bliver bare mere grebet af det nære, og ja, selvfølgelig gør man det.
Det andet er gold snak, for det er naturligt spontant at bevæges ekstra meget ved tanken om dem, man delte land, sprog og virkelighed med. Man kan så nemt forestille sig deres hverdag og omgivelser, og man ved, at man kunne have forstået hvert et ord, de sagde.
Mennesker, der bor i samme land, er beslægtede, selvom de ikke personligt kender hinanden, og da folk i aftes rundtomkring gik i fakkeltog for at mindes ofrene i Sri Lanka, var det sandsynligvis de tre danske børn, der fyldte mest i de flestes tanker.
Ifølge den moderne globale ideologi og ønsket om at opfatte mennesket som mere uafhængigt af sit konkrete sted i verden burde en sådan følelsesmæssig præference ikke være så udtalt. Derfor opstår der jævnligt kritik af medierne, der beskyldes for på alle måder ved hændelser ude i verden at lede efter den danske vinkel, der kan skabe mest identifikation.
Denne manøvre kan også til tider fremstå lidt søgt, det er sandt, men i tilfældet her, hvor tragedien er så hjerteskærende, bliver et følelsesmæssigt slægtskab på særlig vis vakt til live. Jeg har altid fastholdt en sund skepsis overfor dem, der hævder, at de føler sorg på vegne af mennesker, de ikke personligt kender, for det kan godt have et skær af devaluering over sig af smerten hos dem, der med hele deres skæbne står midt i det. Det kan godt fremstå en smule letkøbt.
Men der er alligevel mere at sige, og mange har nok i de seneste dage erfaret, at man kan blive opfyldt af en ret overvældende medfølelse med dem, der lider, selvom man ikke kender dem. Det er voldsomt, når andres tragedie på få øjeblikke i denne verden bliver kendt for alle, men man kan ikke lade, som om man ikke ved det.
Det er vilkåret i vor tid, og midt i den mærkeligt abstrakte form for nærhed, der hele tiden opstår i mediestrømmen, må man blive ved med at prøve og forstå arten af de følelser, der følger med. Ofte er de hule og flygtige. Denne gang er de sværere at ryste af sig.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.