For nogle er sagen ret enkel, men der må være en grund til, at så få danskere giver deres samtykke. Det handler om organdonation. Manglen på organer er stor, og i går formiddag blev det vigtige emne taget op i P1's ”Netværket”, her bestående af oberst Lars Møller, samfundsforsker Johannes Andersen og fremtidsforsker Anne-Marie Dahl.
Normalt er jeg skeptisk over for fremtidsforskere, da de har det med at servere almindeligheder om det nuværende som skarpsindige analyser af det kommende, men her var fremtidsforskeren den bedst reflekterende. Faktisk forekom de to herrer en smule simple i tænkningen.
Johannes Andersen mente, at alle borgere bør være donorer fra fødslen, hvorefter man selv må melde fra, hvis man ønsker det. Den er hørt før, og argumentet er, at de fleste egentlig gerne vil tilmeldes, men bare ikke får det gjort.
Imidlertid er tanken om, at et menneske med hud og hår og samtlige knogler fødes som statens ejendom, temmelig problematisk. Det kan udvikle sig så meget til et givent vilkår, at man ikke er herre over egen krop, at det såkaldt frie valg gradvist smuldrer. Lovgivning skaber som bekendt normer.
Lars Møller fortalte, at han har gjort op, at eftersom han selv ville sige ja til et organ, må han også være villig til at give, og som militærmand er han vant til at forholde sig til, at han brat kan dø. Men det virker fattigt at anskue organdonation på så rationel vis og med så ubegrænset tillid til lægerne, som Andersen og Møller her gjorde.
Sagen handler også om, hvordan vi tager afsked med døende mennesker, og her hævdede Anne-Marie Dahl, at det er afgørende for de pårørende, at man ikke siger farvel i en bevidsthed om, at lægerne står på spring i lokalet ved siden af.
Og hun pointerede, at vi nødig skulle nå derhen, hvor vi kommer til at føle os utilstrækkelige, hvis vi ganske enkelt ikke kan håndtere spørgsmålet om, hvorvidt et menneske bør levere reservedele til et andet.
Anne-Marie Dahl anskuede tingene fra en ikke blot praktisk position, mens de to mænd forholdt sig mere nøgternt, og skønt jeg ofte hylder evnen til at tænke principielt og ikke følelsesladet, må man sande, at der findes emner, der kræver særlig indføling.
Det gælder blandt andet spørgsmålet om at genoplive det hjertedøde menneske for at tage dets organer, og her fik vi atter demonstreret, at Det Etiske Råd er værd at bevare.
Formand Jacob Birkler perspektiverede på nyttig vis ved at forklare, at hjertedøden for det første er mere usikker at konstatere end hjernedøden, og at spørgsmålet jo er, om det er personen eller organerne, man i sidste ende ønsker at genoplive.
Det kan ikke gentages ofte nok. Synet på mennesket kan skride, når man opfatter den ene som middel til overlevelse for den anden, og jeg tror, at Johannes Andersen tager fejl, når han hævder, at folk ikke får meldt sig som donorer, skønt de egentlig gerne vil.
Mange af os holdes tilbage af noget andet. En slags modvilje ved tanken om at blive reduceret til ren pragmatik.
Sørine Gotfredsen er journalist, forfatter og præst