VI KAN LIGE SÅ GODT vænne os til det: Billeder af politisk kaos vil i den kommende tid fortsætte i en lind strøm fra det britiske underhus. Brexit-processen er om muligt blevet endnu mere kompliceret, end den har været siden folkeafstemningen i sommeren 2016. Og intet tyder lige nu på, at et parlamentsvalg midt i oktober vil gøre en nævneværdig forskel.
En vis træthed er forståelig. Især fordi der er mange gentagelser i historierne fra London. Men også fordi intet peger i retning af, at der vil vise sig at være en voksen og ansvarlig til stede.
Derfor er det også forudsigeligt, at blandt andre DR’s korrespondent Kim Bildsøe Lassen mange gange endnu vil blive spurgt af en studievært i TV Avisen: ”Hvad er det næste mon?”. ”Hvordan skal briterne komme videre?”. Og ”Hvorfor kan de ikke finde en løsning?”.
Svarene vil være nogenlunde de samme, som det han har gentaget i forskellige varianter i sine snart tre år som vores øjne og ører i den britiske hovedstad:
”Det er et godt spørgsmål…”.
IMENS KAN Kim Bildsøe Lassen og vi andre se hovedrystende til, når nydeligt klædte underhusmedlemmer råber, buer og sukker af udfald på kryds og tværs af bænkerækkerne i Westminster. Med jævne mellemrum forsøger ”Mr. Speaker”, parlamentsformand John Bercow, forgæves at kalde til orden.
Problemet er måske, at selve indretningen i mødesalen ikke levner mulighed for, at det kan være meget anderledes. Konflikt, konfrontation og kompromisløshed synes bygget ind i arkitekturen, og selvom det af og til kan være ganske underholdende, er det så som så med det substantielle udbytte af debatterne.
Lidt på samme måde som i ”Debatten” på DR 2, hvor speedsnak og mundhuggeri næppe bidrager til meget andet end at højne underholdningsværdien.
DRAMAET ER SÅLEDES INTAKT, senest med højlydt exit, da Boris Johnsons bror torsdag forlod det konservative parti i protest mod den hårde kurs frem mod den nuværende brexitdato, 31. oktober. Shakespeare kunne ikke have skrevet det bedre, og nutidens tv-serieforfattere må kigge misundeligt til tastaturerne.
De politiske intriger og kynismen i Netflix-successerien ”House of Cards” – om fiktive Frank Underwoods stålsatte kurs mod Det Ovale Værelse – blegner, når de bliver holdt mod den aktuelle virkelighed. Hvis vi ikke vidste bedre, ville mange af os nok ryste på hovedet, om der fandtes en fiktionsserie med samme indhold og forløb som Brexit. Troværdigheden ville blive dømt i bund, for hvis en tv-serie skal have succes, skal der være en vis overensstemmelse med virkeligheden. Begivenhederne skal være sandsynlige. Og hovedkaraktererne skal være gestaltet som alt andet end den nuværende premierminister i Storbritannien.
Alligevel er tanken fristende. Og det ville i hvert fald være meget bedre, hvis Brexit – og hele forløbet – faktisk var en tv-serie. Fiktion simpelthen.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.