Vi lever i en valgkampstid. Der bejles til vælgernes gunst, og der debatteres på livet løs, for snart skal der stemmes både til Europa-Parlamentet og Folketinget. Man må dog sige, at siden folketingsvalget blev udskrevet, er europarlamentetsvalget kommet til at stå i skyggen af valget til det nationale parlament.
Det er en gammel klagesang, at EU ikke fylder nok i den danske debat, og nu er der ovenikøbet hård konkurrence fra folketingsvalget.
Men det er nu engang lettere at forholde sig til en forsamling af landsmænd med samme sprog end til en babylonisk forvirring af europæiske tungemål og nationaliteter.
Margeret Thatcher kaldte engang Europa-Parlamentet for et Mickey Mouse-parlament, men siden har parlamentet fået mere at skulle at have sagt. Om der så er Mickey Mouse-parlamentarikere, er en anden snak.
Men Danmarks Radio skal som public service-kanal selvfølgelig gøre et behjertet forsøg på at give gode rammer for debatten, og det kan også gøres på anden vis end de traditionelle valgudsendelser. Således har DR sendt sin huskomiker Jan Gintberg på rundtur til Udkantseuropa, ligesom han i sin tid tog på rundtur til Udkantsdanmark.
I mandags gik turen til Italien, som bekendt en af EU’s grundlæggernationer og kendt for skønhed som skandaler, kultur som korruption, design som disruption. Gintberg tog en munter tur til støvlandet med spørgsmålet, ”om vi danskere overhovedet har noget tilfælles med vores medborgere i EU?”. Det må vel regnes for, hvis ikke et decideret dumt spørgsmål, så et retorisk spørgsmål. Selvfølgelig har vi noget og ikke så lidt tilfælles med de andre europæere.
Spørgsmålet er så, hvilke politiske konsekvenser man skal drage af det. Det var også lidt pudsigt, at selvom Gintberg besøgte Italien, var det danskere, som han opsøgte. Var det ikke mere oplagt at opsøge italienere? Det virkede en smule let stort set kun at tale med landsmænd i det fremmede.
På den måde kom ”På Kanten” ikke så meget ud over kanten. Nuvel, Gintberg er en hyggelig og gemytlig mand og i pagt med sin metier rap i replikken. Han passiarede med en række forskellige danskere, en gondoler, en franciskanermunk, som kunne danse salsa, en frivillig ambulancefører og endte hos en ung mand, der ville give Gardasøen en pendant til Loch Ness-uhyret. Gode folk med humor og indsigt i italienske forhold. Alt var heller ikke spas.
DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg gav Jan Gintberg enetimer i EU-forhold, og han fik blandt andet forklaret den fri bevægelighed. Det er jo godt med bevægelighed, men det er nu ikke altid, at de, som bevæger sig, er lige ønskede.
Nuvel, et godt grin midt i den alvorstunge politik er ikke det ringeste, og Gintberg konkluderede: ”Selvironien er i hvert fald stadig con amore” i den italienske del af Udkantseuropa.
Grænseoverskridende selvironi er bestemt ikke at foragte. Måske kunne det få en og anden politiker ned på jorden og ved jorden at blive, det tjener os bedst, også i Europa.
Jesper Bacher er sognepræst.