Giv Modersmål-Prisen til TV 2s kommentatorhold

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.
TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.

MODERSMÅL-PRISEN er Modersmål-Selskabets årlige pris. Den er igennem mange år blevet modtaget af så vidt forskellige personligheder som dronning Margrethe, Naser Khader, Per Højholt og Susse Wold. Sidste år blev den tildelt kunstneren Per Arnoldi.

Motiveringen lød blandt andet sådan her: Per Arnoldis sprog har gennemslagskraft og gør varigt indtryk. Per Arnoldi er modig og præcis i sit ordvalg. Han taler og skriver kvikt og velovervejet, artikulationen er klar og venlig og ligger godt på tungen, og godt i øret hos den, der lytter.

LÆS OGSÅ: Her i landet vasker vi biler i drikkevand!

Efter i mandags at have overværet og lyttet til TV 2s direkte transmission af anden etape i årets Tour de France må det her være på sin plads at fremsætte følgende forslag: Giv Modersmål-Prisen 2012 til Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen.

Motiveringen kunne blandt andet lyde sådan her: TV 2s kommentatorhold tildeles i år Modersmål-Prisen, fordi det på forbilledlig vis benytter sig af en gensidigt inspirerende og fint afbalanceret sprogbrug.

Uden at forfalde til klichefyldt sportsjargon eller indforstået fagsprog forstår TV 2s kommentatorhold at formidle stor indsigt i cykelsportens miljø i almindelighed samt i særdeleshed at delagtiggøre et stort og stærkt sammensat publikum i Tour de France-kulturen.

Det sidste er af største betydning. Ved at betjene sig af rigt varierede og fint nuancerede formuleringer formår TV 2s kommentatorhold at forklare sig til alle kategorier af seere. Der tales konsekvent tydeligt og let forståeligt. I alle tre tilfælde tilmed i et behageligt stemmeleje.

Uden at være påfaldende gammeldags i ordvalget lykkes det TV 2s kommentatorhold i samtaleform at praktisere et klassisk dansk, som meget gerne må danne skole i sportsjournalistikkens verden. Og dermed også gerne blandt sportsudøverne, så det hele ikke bliver et fedt!

I mandags var det virkningsfuldt, at Jørgen Leth blandt andet karakteriserede den nye danske cykelsportsstjerne Michael Mørkøv med en bemærkning om, at han er god til at udtrykke sig. Det skaber respekt om en sportsgren, der ellers let kan tage sig rå og barbarisk ud.

Det udtryksfulde var i det hele taget kendetegnende for TV 2s kommentatorholds analyser og vurderinger af de enkelte deltageres personligheder. Der blev talt næsten dydigt om flidens triumf, egenartet stædig viljekraft og en talentfuld moden særling af en cykelrobot (Peter Sagan).

Disciplin, pligtopfyldenhed, hæderlighed, god grundform og råstyrke. Betydningsfulde forudsætninger for gennemførelse af en etape og dens transmission, der netop i mandags afspejlede ro og balance i geledderne især i sammenligning med sidste års kaos.

TV 2s kommentatorhold er traditionens trofaste forvaltere i et elegant og smukt afstemt samspil med løbets motorcykelbårne fotografakrobater.

Det er prisværdigt!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder