Glansen går aldrig af den hellige gral

Det gyldne VM-trofæ kan vel med god ret kaldes fodboldens hellige gral. Den hellige gral er nemlig gået ind i sproget som udtryk for en hel unik og eksklusiv ting. Det ypperste. Og det ypperste er nabo til det mystiske

Dette gyldne VM-trofæ kan med god ret kaldes fodboldens hellige gral. –
Dette gyldne VM-trofæ kan med god ret kaldes fodboldens hellige gral. – . Foto: Pavel Golovkin/AP/Ritzau Scanpix.

I GÅR begyndte verdensmesterskabet i fodbold i Rusland. Der skal kæmpes mangen en kamp på grønsværen, før der endelig er et landshold, som kan løfte det ikoniske trofæ og kalde sig verdensmestre. Det gyldne trofæ kan vel med god ret kaldes fodboldens hellige gral. Den hellige gral er nemlig gået ind i sproget som udtryk for en hel unik og eksklusiv ting. Det ypperste. Og det ypperste er nabo til det mystiske.

Det gælder selvfølgelig i særlig grad den oprindelige hellige gral eller det bæger – med traditionens ord den kalk, som blev brugt af Jesus under den sidste nadver. Den hellige gral er sagnomspunden, hyllet i myter, og der er gamle historier om gralsridderne, som viede deres liv til at finde den kostelige gral. Også Hollywood har taget gralsmyten op og ladet den heroiske Indiana Jones i skikkelse af Harrison Ford gå på jagt efter gralen. Eventyr, myter, ridderomaner og actionfilm, underholdende, javel, men så er det vel heller ikke mere?

Det er der nogle, som vil hævde. Der er selvfølgelig altid fantaster og mytomaner, men der er også lærde folk, som mener, at gralen stadig eksisterer. Det kunne man se i den amerikanske dokumentar ”Gåden om den hellige gral”, som blev vist på DR K sent onsdag.

Der er således historikere, der hævder, at den hellige gral befinder sig i den spanske by León. En påstand, der i øvrigt blev omtalt i nærværende seriøse avis i 2014, og så kan det vel ikke være helt grelt med den gralshistorie. Der kan selvsagt dårligt føres endegyldigt bevis, men baggrunden er et fund af en arabisk tekst i Kairo, som fortæller, at gralen i 1055 blev skænket til kong Ferdinand af León, et nordspansk kongedømme, mens det sydlige Spanien stadig var på muslimske hænder. Det skulle angiveligt være en slags fredsgave fra en muslimsk hersker.

Gralen blev siden indfattet i guld, men er i sig selv en lille skål af onyks, en variant af mineralet kvarts. Et ganske kostbart materiale, men en pilgrimsberetning fra 570 fortæller, at den hellige gral, som på det tidspunkt befandt sig i Gravkirken i Jerusalem, netop var lavet af dette materiale.

Man kan anføre, at det var en farlig dyr ting for en fattig tømrersvend som Jesus, men en amerikansk arkæolog mente, at en rigmand udmærket kunne have lagt hus til den sidste nadver. Det fremgå også af evangelierne, at det berømte måltid foregik i lånte lokaler.

Men er det overhovedet vigtigt, om gralen findes eller ej? Kan en ting være hellig, og er det ikke hedenskab at tilbede ting? Tja, der kan i hvert fald godt stå en hellig aura om ting også langt ud over de kirkesamfund, som hæger om deres relikvier. Se bare på den pietet, som omgiver en ny iPhone. Det kalder da også på stærke forbehold både rationelt og kristeligt.

Kristendommen er imidlertid også en materiel religion. Ikke bare meninger, tanker og følelser, men begivenheder, mennesker og fysik. Måske står gralen i León, måske ikke. Ikke desto mindre fascinerer gralen, for den minder om, at Jesus havde begge ben på jorden og gav sig selv. Derfor fejres der nadver, og derfor findes den hellige gral ret beset i enhver alterkalk.

Jesper Bacher er sognepræst.