”DE UNGE PRÆSTER”. Sådan lyder titlen på en serie i fire dele om en lille gruppe vidt forskellige unge teologer, der i disse uger sendes på DR 1. Det andet afsnit kunne ses torsdag aften. Vel at mærke i bedste sendetid og altså på hovedkanalen.
Den programmæssige placering siger i sig selv noget positivt om, at kristendom, kirke og religion i det hele taget er ”oppe i tiden”. Som der står i foromtalen: ”Der er stadig unge, der tror på kirkens muligheder og vil tegne dens fremtid”.
I hvert fald i de første to udsendelser er der blevet gjort meget ud af at tegne portrætter af seks nybagte præster, sådan at seerne fik indtryk af, at de ”bare er mennesker”, der som alle andre tumler med almindelige problemer med følelsesliv og ansættelsesforhold.
Alligevel stod det hurtigt klart, at der nok var tale om almindelige mennesker, men de har nu et ret ualmindeligt arbejde. Udover at præster har usædvanlige arbejdstider og arbejdsopgaver, så møder de i en sjælden høj grad medmennesker i ekstreme livssituationer.
Det forventes i mange sammenhænge, at de unge præster i dette møde, hvad enten det nu er i livets lykkeligste eller dets sværeste stunder, i glædens eller sorgens øjeblikke, udviser en modenhed, som egentlig forudsætter et langt livs erfaringer, og hvad heraf følger af menneskekundskab.
Den udsendelse, der kunne ses i torsdags, gav enkle stærke eksempler på, hvordan helt forskellige holdninger kan føre til de samme udfordringer og spørgsmål: Hvordan få sagt det rigtige i rette tid og på rette sted? Hvordan for eksempel få sagt ordentligt farvel?
Hvordan få klargjort, at kirken ikke bare er ensbetydende med overtro og gamle vaner, men tværtimod kan møde sin menighed med kristendommens på én gang tidløse og tidssvarende evangelium? Hvordan sikre sig, at det sagte bliver ordentligt hørt?
Det var på mange måder en eksemplarisk fremstilling af nogle folkekirkelige problemstillinger, der må eller burde vedkomme os alle. Med de seks unge præster fik seerne en mangefarvet vifte af holdninger. Fælles for deres aktuelle situation var vel denne: ”Det er skønt at have en god (= ældre og erfaren) kollega at arbejde sammen med”.
Midt i alt det almindeligt ualmindelige, kunne jeg ønske mig en præsenta- tion af et begreb, som vist ikke er særlig kendt: ”Det almindelige præstedømme”. Det betyder med Luthers ord, at ”enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”. Alle er sådan set præster for Vorherre. Menigheden burde således i virkeligheden være fyldt med ”gode kolleger”!
Til sidst dette hjertesuk: Det er rosværdigt, at DR bringer en serie som ”De unge præster” i bedste sendetid. Men er det ikke ved at blive en uhensigtsmæssig manér, at give sådanne programmer form af forvirrende klip fra den ene til den anden? Kunne man i det mindste ikke lade personnavnene stå længere på skærmen og med en mere læsbar typografi, end det er tilfældet?
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder