Prøv avisen
Mediekommentar

God samtale er lige så vigtig som god mad

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

MON IKKE læserne kender det? Man er ved den ene eller anden selskabelige lejlighed blevet bænket ved et veldækket bord, men mennesket lever som bekendt ikke af brød alene.

Gode samtaler er lige så vigtige som den gode mad, og sommetider er man blevet placeret det helt forkerte sted. Ikke et ondt ord om uforpligtende hyggesnak, men bliver det ikke til mere, eller er bordfællerne knap nok til at slå et ord af, kan selskabet bliver en kedsommelig affære, som timerne går. Ofte er der vel en vis forsigtighed blandt fremmede, så vi ikke fra første færd tager de store emner op, men lidt vovemod er nu ikke at foragte. I det lange løb er det for pauvert at tage til takke med sniksnak.

På P1 vil man i debatprogrammet ”Søndagsfrokosten” have ordet på frokostbordet, og kan man ikke transmittere smagen af sild og kryddersnaps, kan man i hvert fald transmittere den gode debat, og i den forventning satte jeg mig denne søndag til bords ved radioen. Frokostgæsterne var nogle af debattørkorpsets veteraner: Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, og Sørine Gotfredsen, sognepræst og en vægtig stemme i nærværende dagblad. Men så var der også teaterdirektøren for Mungo Park, Lasse Bo Handberg, hvis holdninger var mig ubekendte.

Fordomsfuld, som man er, tænkte jeg, at han nok lå til venstre i det politiske spektrum. Man hyler jo ofte med de ulve, man er iblandt. På den anden side er det ikke en dårlig kombination at have gamle kendinge og en ukendt med ved frokostbordet. Og selvom han i nogen grad levede op til mine fordomme, var hans betragtninger ingenlunde uinteressante.

Et af diskussionsemnerne var den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksens, udmelding om at gå solo i regeringsdannelsen og således droppe parløbet med Radikale Venstre. Lasse Bo Handberg påpegede, at selvom der var en gammel tradition for samarbejde mellem de to partier, var der grundlæggende ideologiske forskelle mellem dem.

Socialdemokratiet arbejdede således for småborgeren, mens De Radikale arbejdede imod småborgeren. Måske var det en ros til De Radikale, men det var da også lidt skægt. Mon Socialdemokratiet vil vedkende sig småborgeren? Småborgeren er jo en notorisk udskældt og foragtet skikkelse. Småborgerlig moral og smag er der virkelig ikke meget ved. Småborgeren går altid i for små sko, men kan også udtrykke en sund skepsis over for dem, som er alt for store i munden og slaget. Hvis De Radikale er anti småborgerlige, kunne de måske kaldes verdensborgerlige? Ihukommende den britiske premierminister Theresa Mays ord: ”Den, som tror, han er en verdensborger, er en borger i ingenmandsland.”

Det sidste emne i ”Søndagsfrokosten” handlede om de fodboldspillere, som har beklaget sig over at være forbigået til landsholdet i forbindelse med det tilstundende verdensmesterskab i Rusland. Det fandt ikke synderlig sympati hos Sørine Gotfredsen, som mente, at man egentlig ikke burde have penge for at spille på fodboldlandsholdet. ”Vid, det er en ære Dannebrog at bære” – også for forgyldte boldjonglører.

Jesper Bacher er sognepræst.