Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Indsamlingsshow er godhedens lysende regimente

Kåre Quist fra DR og Cecilie Beck fra TV 2 var værter for de to tv stationers store fælles indsamling til flygtninge fra Syrien søndag aften. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Enten er du med journalisternes dagsorden i godhedens navn, eller også er du imod den. Selve godheden, altså. Det er ikke mærkeligt, at så mange strømmer mod lyset i det journalistiske regimente, skriver Sørine Gotfredsen efter søndagens indsamlingsshow

Indsamlingsshows i fjernsynet har næsten taget patent på moderne barmhjertighed, og søndag aften opstod endnu et, da DR og TV 2 sammen samlede ind til syriske flygtninge.

Dog herskede der denne gang en lidt tvetydig atmosfære, idet nogle utilfredse danskere i dagene op til havde kritiseret, at man samler penge ind til syrere frem for at hjælpe udsatte danskere. Der havde været en såkaldt ”shitstorm”, og den havde gjort stort indtryk på showets to værter - Kåre Quist fra DR og Cecilie Beck fra TV 2.

Konstant kredsede de om kritikken, hvormed Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp flere gange fik lejlighed til at gentage, at han fornemmede danskernes holdning som ”overvejende positiv”. Retfærdiggørelsen af showet fyldte således en del, og man forstår godt, at nogen fornemmer lidt træthed ved alt det selvsmagende og iscenesatte, der skal få gavmildheden på skinner.

Det glitrende regimente af tv-journalister udgør en stor magtfaktor i dette land, og sådan en aften sætter det sit præg på alt. Journalisterne fører ordet, de sidder ved telefonerne og præsenterer sig selv som ”cremen af de kendte”, som enhver drømmer om at komme nær, de spiller sig selv i små amatøragtige optrin, og de hører i deres enorme selvforelskelse til blandt nogle af de mest manipulerende personer i samfundet.

Til indledning blev der for eksempel vist en række berømte billeder fra historiske katastrofer, hvorefter Cecilie Beck sagde, at disse lærer os, hvordan virkeligheden ser ud. Det påstår hun, skønt billedet af den druknede syriske lille dreng i disse uger netop har ført til en diskussion om, at det gør den slags billeder langtfra altid.

De viser kun et lille udsnit, der griber os følelsesmæssigt og kan bringe os væk fra indsigt i den større sammenhæng, men den slags nuancer preller af på mange tv-journalister.

For de lever af at fremkalde følelser, det er deres ypperste virkemiddel, og det er i høj grad den galopperende emotionalitet i og omkring deres metier, der skaber en vis afsmag.

Måske var det indbildning, men jeg synes faktisk, at man kunne ane glorien over Stine Bosses hoved, som hun sad der i ”callcenteret”, som man siger på dansk. Herinde i rampelyset, hvor journalisterne hersker, samles de gode, mens de, der forholder sig mere kritisk, udgør en hårdhjertet forsamling derude et sted i mørket.

Sondringen er klar. Jeg siger ikke, at det ikke giver mening at indsamle 86 millioner til flygtningeområder ved Syrien, for det gør det, men proportionerne skrider for os. Hvilket blev næsten parodisk klart, da DR 3 samme aften sendte det danske drama ”Broderskab”, der handler om en ung fyr, der optages i en nynazistisk gruppe, der hader muslimer og angriber asylcentre.

Så fik vi endnu en gang det hele skåret ud i pap. Enten er du med journalisternes dagsorden i godhedens navn, eller også er du imod den. Selve godheden, altså. Det er ikke mærkeligt, at så mange strømmer mod lyset i det journalistiske regimente. Her er mildt og godt at være.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst