Prøv avisen

Gotfredsen: Æskefabrikken viser vejen i dansk satire

Mia Lyhne i en af hendes roller i satireprogrammet "Europamestrene"

Man bliver aldrig træt af at diskutere, hvordan satiren udvikler sig i en nation. Den satiriske tone afslører nemlig interessante ting angående vores menneskesyn, og efter en årrække med en højst ubehagelig drengerøvshumor, der nærmest systematisk har rendyrket latterliggørelsen af det sårbare individ, synes der at være en smule forandring på vej. En smule.

DR 2 sender for tiden satireprogrammet Europamestrene, hvor erfarne kræfter som Kirsten Lehfeldt, Mia Lyhne, Anders W. Berthelsen og Søren Malling parodierer tiden og typerne.

Den sure kritik først. Hvorfor skal vi endnu en gang more os over de overvægtige og hjælpeløse eksistenser på bænken i et indkøbscenter? Jeg begriber ikke den slags pege fingre af-humor, hvor man éndimensionelt griner af dem, der er i færd med at synke til bunds. Meget mærkeligt og ikke videre sympatisk.

LÆS OGSÅ: Kanalen dk4 var ene om at fejre Søren Kierkegaard

Men til gengæld rummer Europamestrene også en herlig føljeton om livet på Æskefabrikken, hvor krisecoachen Robyn prøver at komme til bunds i medarbejderstabens forskellige problemstillinger. Ikke mindst dem, han selv opfinder. Det elegante er her, at mens medarbejderne egentlig fungerer meget godt i deres egen lille rutine, bryder den overgearede coach af en floskelkanon ind i fællesskabet som stemmen fra tidsånden, der helt taler forbi den etablerede virkelighed.

I søndags forsøgte han på yderst anmassende vis at overbevise firmaets lidt stille medarbejder (Mia Lyhne i topform) om, at hun skal finde frem til sin indre dronning og kræve sin ret over for chefen. En chef, der vel at mærke i skikkelse af Søren Malling hellere end gerne kommer sine medarbejdere i møde.

Anders W. Berthelsen spiller den lidt brovtende type ved svejsemaskinen, der er fyldt med skepsis over for coachens smarte metoder og først og fremmest gerne vil have sit arbejde gjort. Han fremstår som en slags fornuftens stemme, der på ingen måde lader sig dupere af varm luft, men holder sig til sine egne konkrete erfaringer i verden. Og endelig optræder Kirsten Lehfeldt som den lidt fjantede midaldrende kvinde på kontoret, der elsker at dyrke gruppens små traditioner som en daglig kilde til tryghed. Typerne er fantastisk godt ramt, og når jeg sætter så stor pris på at følge livet på Æskefabrikken, skyldes det, at vi for en gangs skyld oplever, hvordan hverdagens mennesker portrætteres med varme.

Det er dem, der i sidste ende har fat i den lange ende og repræsenterer det virkelige liv, mens coachen er den selvglade teoretiker, der ikke for alvor forholder sig til de enkelte, men snarere den evige mulighed for at få sit eget oppustede ego bekræftet. Æskefabrikken rummer en tiltrængt kritik af behandlermentalitet og det moderne samfunds umyndiggørelse af folk, og ikke mindre vigtigt er det, at de stille eksistenser, der så længe er blevet gjort til grin af en selvfed komikerelite, her repræsenterer den sunde fornuft. Det er små, men vigtige skridt i retning af en mindre arrogant tilgang til begrebet satire.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst