Begrebet mad har i nyere tid fået en status iblandt os, der er en smule paradoksal.
Mange af os bruger ikke til hverdag meget tid på at lave mad, og efter sigende lærer kun de færreste børn hjemmefra at gøre det, og nogen frygter, at vores madkultur gradvist går tabt. Men til gengæld er vi nærmest balstyrigt vilde med at se andre holde den ved lige. En af DR 1s nyere succeser er programserien Den store bagedyst, der tirsdag aften tog hul på anden sæson. Det hele er uendelig simpelt. En flok danskere der vel at mærke bager klart bedre end gennemsnittet udsættes for nogle svære opgaver, hvorefter de to dommere bestemmer, hvem der skal sendes hjem.
LÆS OGSÅ: Søg meninger om livet ikke meningen med det
Den ene af disse er konditor Mette Blomsterberg, der er i færd med at udvikle sig til hele nationens storsmilende forklæde. Og som tilmed netop er blevet udtaget til Vild med dans på TV 2, hvilket jo udgør en særlig blåstempling.
Den store bagedyst er et irriterende underholdende program. Ikke på grund af konkurrenceelementet, men fordi der er noget utrolig behageligt ved at se andre lave smuk mad. Forstå mig ret. Der er al mulig grund til at ironisere over tidens afsindige mængde madprogrammer samt kokkenes nye stjernestatus, da udviklingen understreger en bevægelse i retning af yderst ubesværet underholdning.
Det har over sig et strejf af eskapisme og åndelig dovenskab, at vi kredser så meget om selve vores næringsvej, der som bekendt ikke er truet. Men fænomenet rummer noget mere, for Den store bagedyst inviterer seerne ind i et univers af noget særdeles livsbekræftende.
Selve processen med at fremstille flotte kager får mennesket til at fremstå som et godt og velmenende væsen, der formår at frembringe det skønne og sande. Og mens deltagerne i teltet i slotshaven kæmper med kagerne, får man en følelse af, at de kæmper på vegne af os alle sammen.
I en grum verden er den perfekte kage symbol på en ren skabning sendt til os direkte fra Paradis, og her i middelmådighedens land er der noget eksotisk ved at se andre anstrenge sig for at opnå perfektion. Men samtidig findes der en skyggeside. For livets modstand kommer jo til syne i det øjeblik, hvor rundens taber skal sendes hjem, fordi hans kager blev noget miskmask. Denne gang gik det ud over Lukas, hvis svaneformede kage bogstaveligt talt skvattede sammen midt på dommerbordet.
Tusind tak for din flotte indsats, lød afskedssalutten fra værten, mens alle vidste, at indsatsen netop ikke var flot, men klart under niveau. Men DR forstår at drive anerkendende pædagogik, og mens man overlader det til Thomas Blachman at svine amatørerne til i X Factor, er det mildhed, der hersker i kagernes rige.
Nok værdsætter man kvalitet, men den, der ikke leverer den, bliver alligevel tiltalt, som om han gør. Sådan er de seneste genrationer her i landet blevet opdraget, og det er ikke noget under, at bagedysten er så populær. Den er fyldt med det smukke og det anerkendende, og hvem vil ikke gerne føle sig omgivet af det?
