JEG HAR ÉN GANG tidligere skrevet om programmet ”Asger og de nye danskere”, men jeg er nødt til at tilføje et par tanker.
I mandags nåede vi frem til næstsidste afsnit i serien på DR 2, hvor erhvervsmand Asger Aamund forsøger at få en lille flok med indvandrerbaggrund i arbejde. Det går lidt blandet. Et par er faldet fra, en anden er omsider ved at indse, at han ikke bare er berettiget til en stilling på et firestjernet hotel, og en fjerde arbejder med sin tristhed.
Her er det dog et andet aspekt, der skal fremhæves. For i hvert program opsøger Asger Aamund en politiker på Christiansborg for at drage vedkommende til ansvar for den manglende integration, og påfaldende er det, at uanset hvem han taler med, siger personen stort set det samme som den forrige.
Alle lige fra Inger Støjberg fra Venstre til Pia Olsen Dyhr fra SF udtaler, at vi skal stille flere krav.
Dette er tidens populære formel, for i indvandrerpolitikken er alle politikere grå, idet deres viden er cirka lige begrænset. De kender ikke meget til forskellen mellem kristendom og islam (helt klassisk udtalte Pia Olsen Dyhr i mandags, at vore normer først og fremmest udspringer af Oplysningstiden), og de er først nu ved at indse, hvor parallelt visse ting foregår derude.
Og skønt Asger Aamund hver gang går derfra i mild og opløftet DR-stemning, tænker man som seer bekymret, at politikerne vist stadig ikke rigtig ved, hvad de skal gøre.
DER ER MEGET LANGT FRA de folkevalgtes univers til den konkrete danske virkelighed, hvilket blev tydeligt, da Aamund fik en snak med den tidligere skoleleder på Nørrebro, Lise Egholm, der forklarede, hvilke krav mange muslimske familier kommer med. Og at løsningen på hendes skole var at formulere en liste over de regler, som alle skal overholde.
”Asger og de nye danskere” har været så interessant at følge, fordi programmerne portrætterer de arbejdsløse og de politikere, der alle er havnet i en fælles blindgyde. Der hviler en stemning af apati over det hele, og midt i dette triste menageri går alfahannen Asger Aamund rundt som en slags værdidebattens svar på B.S. Christiansen og skal forsøge at skabe selvværd og initiativ i den enkelte.
Offerdyrkelsen har spillet fallit, nu skal der anderledes handling til, og når vi om føje år ser tilbage på tiden, hvor tingene for alvor begyndte at spidse til, kan dette tv-produkt bruges som påmindelse om, hvor meget tingene faktisk var kørt fast.
Lad os håbe, at vi til den tid har opnået mere indsigt og har brugt den kløgt, og lad os så her runde af med et lille tegn på bevægelse.
I de seneste dages debat om kønsopdelt svømmeundervisning og tildækkede vinduer i Tingbjerg i København oplevede man faktisk temmelig bred enighed på Christiansborg angående det problematiske ved at efterstræbe integration ved at gemme kvinder væk. Det var, som om flere tænkte – hov, det var jo os, der skulle stille krav og ikke omvendt. Det er i hvert fald det, de grå politiske katte i denne svære tid hele tiden siger.
Sørine Gotfredsen er journalist, forfatter og præst