Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Gribende serie på DR1 om at forsvinde til demens

Leif HJernøe

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”En stille forsvinden” udfoldes på en både følelsesmæssigt gribende og tankemæssigt anfægtende måde

”En stille forsvinden” var titlen på den tredelte tv-serie, der fandt sin afslutning søndag aften på DR 1. Som helhed har serien været en prisværdig anskueliggørelse af, hvordan den livstruende og uhelbredelige Alzheimers sygdom kan udvikle sig.

I al stilfærdighed en tv-præstation af høj kvalitet. Med enkle virkemidler blev det demonstreret, hvordan et kompliceret familiedrama kan udfoldes på en både følelsesmæssigt gribende og tankemæssigt anfægtende måde.

Seerne nåede i løbet af de tre timelange udsendelser at få et ret nærgående portræt af og kendskab til en families beundringsværdige daglige kamp for så længe som muligt og forsvarligt at bevare et kærlighedsfuldt sammenhold, der i støt stigende grad blev truet på dets eksistens igennem fire et halvt år, efter at den dengang 48-årige bankdirektør Bjørn Jacobsen var blevet diagnosticeret med den dødelige sygdom.

Per Wennick havde sammen med fotografen Lars Schou taktfuld fulgt, hvordan Bjørn, hans hustru, Julie, og deres tre børn med imponerende tapperhed tog den vanskelige, til tider umenneskeligt belastende opgave på sig, som det er, når en sygdom ganske langsomt invaliderer en elsket ægtefælle og far. Her ikke alene fysisk, men også psykisk destruktivt.

Det resulterede i en hjælpeløshed, der førte til fortvivlelse, desperation og i tilspidsede situationer til truende agressiv adfærd. Det sidste blev hensynsfuldt alene omtalt, ikke udleveret. Nænsomt og respektfuldt hørte vi om frustrationerne, vreden, angsten, voldeligheden og de uundgåelige konflikter. Store krav om overskud og tålmodighed kan i længden tære på selv de smukkeste viljer. Og netop det demonstrerede familien Jacobsen på forbilledlig vis. Også her som lødigt oplysende anskuelighedsundervisning.

Også mødet med ”det offentlige” og de krævende situationer, hvor der ikke er nogen vej uden om at tage imod rådgivning om mulighederne for plejehjemsanbringelse og terapeutisk behandling. Som seer måtte man fyldes af medfølelse og især af stor taknemmelighed. Klogt disponeret at sende ”den slags” i bedste sendetid en søndag aften.

Det må have været efter svære overvejelser, at familien Jacobsen har indvilget i at lægge krop og sind til hele projektet. Selvom der vides meget om, hvordan Alzheimers sygdom udvikles – eller rettere nedbrydende afvikles – så har Julie og børnene jo umuligt på forhånd kunnet forestille sig forløbets karakter og varighed.

At skildre og registrere en demens’ alvorlige forværring uden at forfalde til selvmedlidende sentimentalitet forudsætter en høj grad af professionel finfølelse. Den forudsætning var til stede. Man blev som seer ladt tilbage med disse evigtgyldige spørgsmål: Hvordan vil du selv en dag klare en lignende sygdomssituation? Hvordan vil du klare selv at forholde dig til din egen eller en af dine nærmestes stille forsvinden?

Lad os tale om det, inden det er for sent.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.

WW Nænsomt og respekt- fuldt hørte vi om frustrationerne, vreden, angsten, voldeligheden og de uundgåelige konflikter.