I "MENNESKER OG TRO" på P1 aflagde Anders Laugesen besøg hos forfatterinden Suzanne Brøgger til en samtale om trosinspirationer. Suzanne Brøgger viste Anders Laugesen rundt i sit religiøse raritetskabinet eller blandt sine relikvier, som hun selv udtrykte det. Forskellige religiøse artefakter blev beundret og kommenteret. Forfatterinden havde frugtbarhedsgudinder i forskellig gestalt og en voldsom tibetansk Buddha-inkarnation at byde på, og hver især gav de liv til samtalen. Blandt "husguderne" fandtes Artemis fra Efesos, den græske frugtbarhedsgudinde, som engang var genstand for dyrkelse i den lilleasiatiske oldtidsby.
Suzanne Brøgger fremhævede, hvor svært det havde været at slå Artemis-kulten ned, og jeg kom til at tænke på apostlen Paulus, der gjorde sig grundig upopulær i Efesos, da han sagde, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder. Det var en fare for kunsthåndværkernes indtægt og gudindens storhed, og det kom til uroligheder under slagordet: "Stor er efesernes Artemis!".
Suzanne Brøgger lod faktisk til at mene, at guder/Gud var menneskelige fremstillinger. Ikke at hun reducerede religion til vilkårlige konstruktioner og opium for folket. Verdens mangfoldighed af religioner og åndelighed skulle snarere ses som organisk fremvoksede erfaringsbearbejdelser og fortolkningsformer.
Man fik det indtryk, at Suzanne Brøgger betragtede religion som frugt af den menneskelige ånd og som sådan også et mægtig reservoir af almen menneskelighed, som kan tale til os på tværs af århundreder, ja, årtusinder. Der medfører imidlertid også, at gudsbilledet er under løbende ombygning i pagt med den foranderlige verden. "Gud holder flyttedag", som Suzanne Brøgger sagde det.
I en tid, hvor kvinderne står stærkere, og der tales om tabermænd, påvirker det også gudsbilledet. Kvindekulten genopstår på subtile måder, og denne anmelder sendte uvægerlig en tanke til de feminister, hvis slogan rettelig burde være: "Retfærdiggjort ved kvindekønnet alene!". Sådan kan andres ord sætte gang i så meget.
Suzanne Brøgger anførte, at Gud som ydre autoritet er blevet utroværdig for mange, men havde sans også for den byrde, som lægges på den enkelte, hvis Gud bliver noget iboende. En Gud, som ikke er større end vores hjerte, kan dårligt hjælpe den dybe hjertesorg.
Det kunne Anders Laugesen godt have taget mere fat i. Han virker som en såre venlig mand, som få ville betænke sig på at invitere indenfor, men han kunne godt skærpe sine spørgsmål. I dette tilfælde var det oplagt at spørge ind til substansen i problemstillingen. Ingen kan nægte, at religion også kommer fra mennesket, men er det alt? Er det bare mennesker, som taler med religionen som medium? Eller er der er en Gud, som taler udefra, men lige ind i vores virkelighed? Det er selvfølgelig en trossag, men det er livets virkelige vigtige sager, og det har sin oplagte plads netop i "Mennesker og tro". Afguder kan flyttes, men Gud flytter mig.