Prøv avisen
Mediekommentar

Gud giv os flere kedelige præster

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Der vil altid være præster, prædikanter og kirkeledere, som gør et særligt indtryk, men man kunne godt ønske sig flere kedelige præster. Ikke ulidenskabelige tørvetrillere, men præster, som ikke har karisma og personlighed til at lede mennesker i hovedløs trop

SOMMETIDER ER salmevers de bedste kommentarer til tiden. Der var i hvert fald et salmevers af Thomas Kingo, som meldte sig under TV 2’s dokumentar ”Guds bedste børn”. Det, som lyder: ”Herrens lov og kirkens ære/ skalkeskjul må ofte være.”

Efter ”Moskéerne bag sløret” på samme kanal sætter man nu kritisk fokus på de såkaldte radikale kristne miljøer og prøver at afdække svindel, kvaksalveri og overgreb i disse kredse. Og der spørges retorisk: ”Har myndighederne overset de radikale kristne bevægelser, bare fordi de kalder sig kristne?”. Måske har myndighederne forståelig nok prioriteret de religiøse miljøer, som udgør en sikkerhedsrisiko. De radikale kristne har godt af et kritisk eftersyn, men militante kan man dårligt kalde dem, og de kommer ikke efter dem, som tegner Jesus med en bombe i tornekronen.

NÅR DET ER SAGT, skal myndighederne og den almindelige offentlighed kende sin besøgelsestid i forhold til de radikale kristne miljøer. Der er ofte tale om frikirker med en karismatisk lederskikkelse, en gudsmand, der modtager direkte instruktioner fra Vorherre. Der er liv og glade dage med helbredelser, dæmonuddrivelser og lovsang, så taget løfter sig. Der er offervilje og hengivenhed, entusiasme og idealisme. Det tætte fællesskab omkring en beundret leder er imidlertid ikke uden fare.

En af Bibelens karismatiske prædikanter, Johannes Døber, sagde i forhold til Kristus: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Det størrelsesforhold kan svært at få øje på i de radikale kristne miljøer med deres markante lederskikkelser. Jo højere status og jo mere magt, jo lettere kan man også slippe af af sted med misbrug og udnyttelse. Der vil altid være præster, prædikanter og kirkeledere, som gør et særligt indtryk, men man kunne godt ønske sig flere kedelige præster. Ikke ulidenskabelige tørvetrillere, men præster, som ikke har karisma og personlighed til at lede mennesker i hovedløs trop. Præster, som man glemmer, fordi de peger væk fra sig selv. Måske får de ikke salen til at gynge, men får de sat Kristus i centrum, er det alt nok.

I ”GUDS BEDSTE BØRN” fortaltes der om frikirkepræsten Christian Laursen fra Byens Kirke i Silkeborg, som fik en dom for seksuelle overgreb. Vi fulgte også prædikanten og eksorcisten Torben Søndergaard, grundlægger af bevægelsen The Last Reformation (Den sidste reformation). Torben Søndergaard og kompagni er åbenbart de sidste reformatorer. Ja, ja, der er ingen grund til overdreven ydmyghed.

Manden med rullekorset, Moses Hansen, havde ikke forbrudt sig mod straffeloven, men nok mod det sjette bud ved at være sin kone utro og bruge sin åndelige status til at skaffe sig kødelige nydelser. Det er noget hykleri, men i det stykke er Moses Hansen næsten mere konventionel end radikal i 2019. Hvad der engang var promiskuøst er nu polyamorøst.

Det må også siges, at ægte kristendom altid er radikal. Hvad skal man ellers sige om en korsfæstet frelser, som elsker sine fjender

Jesper Bacher er sognepræst og debattør.