Gud kan både bære og bære over med os alle

Da jeg i forvejen er noget af en natteravn, benyttede jeg mig som så ofte før af muligheden for at lytte til Radio24syv. Hver eneste nat sender stationen et telefonprogram, hvor lytterne fra midnat til klokken 03.00 kan ringe til ”Nattevagten”

Gårsdagens storm forårsagede både materiel skade - her fra Løkken - og en søvnløs nat for dagens anmelder. Natten blev tilbragt i selskab med Radio24syv.
Gårsdagens storm forårsagede både materiel skade - her fra Løkken - og en søvnløs nat for dagens anmelder. Natten blev tilbragt i selskab med Radio24syv.

Medens dette skrives, lytter jeg til salmen ”Det var ikke en nat som de andre”, smukt sunget i Paarup Kirke på Fyn. Den salmetitel fik en dobbelt betydning, efter at man i en ”en mørk og stormfuld nat” havde følt sig som hunden Nuser i tegneserien ”Radiserne”. Han sidder ofte på taget af sit hundehus med sin skrivemaskine. For 117. gang ønsker han at indlede et aldrig gennemført romanprojekt.

”Det var ikke en nat som de andre” har nummer 98 i Den Danske Salmebog og er skrevet af Johannes Johansen med melodi af Axel Madsen. Den har selvfølgelig ikke noget med den storm, der under navnet Egon natten til søndag buldrede og bragede omkring min udsatte bolig ved de udstrakte marker på Gylling Næs. En søvnløs nat blev det til. Men derfor ikke indholdsløs endsige trøstesløs.

Da jeg i forvejen er noget af en natteravn, benyttede jeg mig som så ofte før af muligheden for at lytte til Radio24syv. Hver eneste nat sender stationen et telefonprogram, hvor lytterne fra midnat til klokken 03.00 kan ringe til ”Nattevagten”. Natten til søndag kunne man i den sidste time høre en frikirkelig Anne Dorthe - man er delvist anonymiserende på fornavn - føre en begavet samtale med værten Rikke.

Den sluttede med omhyggelig oplæsning og diskussion af Davidsalme 139. Fra vers 19 til 22 lyder salmens ord sådan: ”Gid du ville dræbe forbryderne, Gud! Vig fra mig, I mordere! De spinder rænker mod dig, de farer med løgn mod dig. Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre? Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig? Grænseløst er mit had til dem, de er blevet mine fjender”.

Det var hårde ord også hørt som slutning på en uge præget af terroristernes handlinger i Paris. Det var i hvert fald så hårde ord om had, at Rikke - der ikke betragter sig selv som egentlig troende - ikke rigtigt kunne affinde sig med dem. Måske fandt de sammen frem til en slags forståelse i nat. I hvert fald aftalte de natten til søndag, på opfordring fra værtens side, at fortsætte samtalen natten til i dag. Måske suppleret og belyst af andre lytteres kommentarer per telefon eller sms, sådan som der altid åbnes mulighed for i Radio24syv.

Det er både en svaghed og en styrke ved Radio24syv, at man både giver sig rigeligt med tid og også tillader sig at sende til tider helt bogstaveligt intetsigende, uredigerede optagelser, sådan som de hver nat lader sig høre frem til klokken 04.00 under titlen ”Råbånd”. En slags tomgang, som især får en speciel virkning, når den akkompagneres af et natligt uvejr.

Så meget desto bedre var det at vågne op til en god og gedigen højmessetransmissionen på P1 fra Paarup Kirke vest for Odense. Gudstjenestens prædikant var Lene Sørensen Placatka. Jeg hæftede mig især ved hendes gode formuleringer af bæredygtige sætninger om Guds bæreevne: ”Vi sættes fri af det vi bærer på. Gud både bærer og bærer over med os, så vi kan bære også det ubærlige”. - Også når vi udsættes for naturens ustyrlige luner.