Prøv avisen

Høflighed på 100 dage

Foto af værten på programmet "Høflighed på 100 dage", Thomas Skov Gaardsvig. Foto: DR.

I et nyt tv-program er det Thomas Skov Gaardsvigs mission at gøre danskerne mere høflige. Programmet er både morsomt og tankevækkende

Høflighed er som luften i bildæk den koster ikke noget, men gør rejsen mere behagelig. Sådanne og lignende udsagn kan man læse på facebooksiden Høflighed på 100 dage, der er blevet til på baggrund af den programrække, der lige nu løber over skærmen på DR 2 onsdag aften.

I programmet er det værtens, Thomas Skov Gaardsvigs, mål at gøre danskerne mere høflige og det på bare 100 dage. En mission, man som seer ikke alene får lov til at følge på skærmen, men også får lov til at være en del af, for på facebooksiden kan man lægge sine egne eller andres høfligheder ud i form af billeder og fortællinger og blive belønnet med en af programmets T-shirts.

LÆS OGSÅ: Klumme: Det kniber med høfligheden i Danmark

Programmet, der i onsdags tog høflighed i trafikken op som sit tema, var både humoristisk og tankevækkende. For hvorfor finder vi det ikke nødvendigt at smile venligt til hinanden på gaden eller give plads for hinanden på vejbanen? Hvorfor sætter man sig langt fra hinanden i bussen i stedet for at sætte sig sammen?

Der blev i programmet ikke givet svar på de spørgsmål, men der blev reflekteret over vores travle hverdag. Den hverdag, der åbenbart gør, at vi ikke føler, at der er tid eller overskud til være høflige over for hinanden.

Måske er det blevet en dominerende opfattelse, at høflighed er noget, der kræver ressourcer af os i stedet for at give os mere overskud.

Det kan synes lettere at lukke verden ude i stedet for at skulle forholde sig til de mennesker, man bliver sat over for i trafikken, eller når vi handler i Netto. Bryder nogen ind bag de barrikader, vi hele tiden prøver at holde op foran os, så bliver vi let vrede. Vi vil selv bestemme, hvornår og hvordan vi har lyst til at forholde os til andre mennesker.

Men sådan kan vi vanskeligt leve vores liv. Vi kan ikke opfatte vejbanen eller toget som vores dagligstue, for når vi bevæger os ud på den anden side af ligusterhækkens trygge grønne dække, så står vi i den verden, der ikke kun er min, men som er alles.

Vi kan ikke tage patent på cykelstien, og vi kan ikke lukke verden helt ude, selvom vi sætter høretelefoner på ørerne og signalerer, at vi vil være i fred. Vi må overholde de regler, der gives i trafikken, ligesom vi også må overholde det kodeks, der findes for, hvordan vi forholder os til de mennesker, vi møder i gadebilledet.

Projektet med at ville have mere høflighed ind i vores samfund er godt og ædelt, og måske kan det virke. Måske har det en positiv virkning at blive mindet om, at det ikke tager af vores tid at smile til hinanden eller vise hensyn, når vi færdes på vejene. Måske virker det at opfordre folk til at se på hinanden i stedet for at se forbi hinanden, når vi mødes på gaden.

Programmet giver os et idealistisk håb om, at vi i hvert vores liv kan opleve, at det netop giver mere overskud at være høflige, også over for de mennesker, vi helt tilfældigt støder på i vores travle hverdag.

For det kræver netop ikke noget af os, det er som luften i et dæk, det er gratis og får det hele til at gå lettere.

Lea Skovsgaard er sognepræst