Højtideligheden vender tilbage

FOTO FRA DR’S JULEKALENDER ”JULESTJERNER”: MIKE KOLÖFFEL/DR
FOTO FRA DR’S JULEKALENDER ”JULESTJERNER”: MIKE KOLÖFFEL/DR. Foto: Mike Kollöffel.

Som de fleste ved, er julen ikke blot en højtid, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Lige så meget er den for nogen blevet til tiden, hvor man markerer sin livsstil og måske overvejer tilværelsen en ekstra gang. Julen er en slags katalysator for tidens tænkning, og det fortæller sin egen historie at følge julens skæbne på DR.

Onsdag aften kunne man i Julen tur-retur opleve, hvordan julen gennem årtierne er blevet behandlet. Fra 1950ernes uskyldige interview med børn i pyjamas, der kunne begejstres over, at nissen havde anbragt en flødekaramel i deres sko. Til de næsten vulgært samfundsrealistiske 1970ere og Ulf Pil-gaards fremførelse af en lettere omskrevet og oliekrisebevidst udgave af Peters Jul.

I dette årtusinde er vi efter sigende vendt tilbage til en mere traditionel og gør det selv-orienteret jul, hvor man søger ny autenticitet. Og hvor den absolut største tv-opmærksomhed rettes mod julekalenderen, der i år har 50-års-jubilæum.

Idéen er hugget fra svenskerne, men julekalenderen har på både DR og TV 2 vokset sig til en institution. Mere og mere er den blevet til beretningen om, hvordan børnene repræsenterer den sunde tilgang til verden, mens de voksne farer forvirret rundt og går glip af livets sande værdier.

Også her afspejles tidens tænkning endda så meget, at det i år krænker nogle, at der i DRs Julestjerner optræder en lettere alkoholiseret kvinde. Idet man frygter, at det kan ødelægge noget af julen for de børn, der vokser op i familier præget af alkoholproblemer.

Med al respekt for dem, der kæmper for de alkoholramte børn, må man vist sige stop her og erkende, at der skal være en grænse for, hvor klinisk renset for det politisk ukorrekte en julekalender skal være.

Da DR 1 i 2009 sendte den eminent gode og næsten dystre Pagten, var hovedpersonen et mut skilsmisseramt barn, og hvis man ønsker at bevæge sig væk fra det helt enfoldige dukkeunivers fra Vinterbyøster, kan det ikke undgås, at nogle af virkelighedens problemstillinger optræder.

Og ja, vi vil gerne væk fra det enfoldige, for sagen er, at det er gået klart fremad med DRs juledækning, siden Otto Leisner og Jørn Hjorting kørte den hjem på Giro 413-rutinen som nationens morgennisser.

Satsningen på det seriøse drama i vor tids julekalendere er med til at forsyne julen med en del af den alvor, der så nemt går tabt. Ikke mindst på en tv-kanal, hvor det åbenlyst gennem årene har været svært at ramme tonen, og hvor man ikke vil risikere at blive beskyldt for at være overdrevent kristent forkyndende. Hvilket jo er den allerstørste dødssynd, man i dag kan begå.

Den moderne julekalender har formået at skabe sin egen stemning af højtid, og der er sket meget, siden Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær på plat vis forsagede enhver alvor ved julen. Højtideligheden er siden vendt tilbage, og mens kristendommen som regel kun meget indirekte er til stede i julekalenderen på både DR og TV 2, er der både poesi og alvor at spore. Og så er man da et stykke af vejen.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter