DER ER FLERE MÅDER at fordrive tiden på, mens man venter på, at de nye verdensmestre i håndbold skal komme frem på balkonen i Herning Kongrescenter. Efter den overlegne finalesejr over Norge i søndags var spillerne længe om at komme ud af badet, og i ventetiden blev der sagt interessante ting på TV 2 News. Endda af en coach, der tilhører racen, som ellers traditionelt tenderer til at operere en smule på floskelniveau, men Rasmus Bagger forklarede på oplysende vis, hvordan elitesportsfolk fungerer.
Dette er ekstra relevant set i lyset af vor tids mangel på samling i sindet og evne til at fokusere midt i alverdens adspredelser af både digital, mediemæssig og identitetsforvirret karakter, for tophåndboldspillere kan noget særligt. De kan tænke målrettet på én ting, og de kan koncentrere sig.
Derudover sidder de ikke om morgenen og diskuterer med sig selv, om de har lyst til at træne i dag og løbe de næste 10 kilometer, for der er ingen vej udenom, og sportsfolk på højeste niveau er ikke i særlig vid udstrækning underlagt den følelsesstyrede og lidt offerprægede mærke efter-mentalitet, der ellers fylder en del.
HÅNDBOLDSPILLERNE ER fortsat lykkeligt fritaget for de stærkt kommercielle tilstande, der hærger flere andre sportsgrene, og derfor kan de på nær og uspoleret vis inspirere os angående vore kvaler med at fastholde opmærksomhed og indre stabilitet i en tidsalder nedsunket i adspredelse.
For spillere som disse nye verdensmestre er afregningen hele tiden kontant, for den, der ikke kan fokusere og holde alverdens distraktioner på afstand – han taber. Så enkelt er det. Derfor skal man heller ikke gå for meget op i visse nordmænds vrede over, at de danske tilskuere i Boxen i Herning i søndags buhede af modstanderne og især var på nakken af den norske stjerne Sander Sagosen.
For nej, det er ikke ubetinget sportsligt, men det er harmløst, og pointen er, at den slags ikke generer spillerne. Jeg har tidligere talt med sportsfolk om fænomenet, og jeg har aldrig hørt dem sige andet, end at de finder det sjovt og blot føler sig motiveret til endnu mere sammenbidt indsats.
Folk, der præsterer det ypperste i en så hektisk sportsgren som håndbold, opfatter primært larm og intensitet som brændstof og ikke som anledning til at være én, det er synd for. Man kunne godt ønske sig, at flere på den måde rystede småkrænkelser af sig og blot fulgte egen indre kurs, og der er meget at lære af håndboldspillerens evne til med en stærk personlig kerne at holde verdens larmende påvirkning ude i strakt arm.
Dette VM har været en helt særlig oplevelse. Det har det både angående det danske landsholds suverænitet, rent mediemæssigt med kolossale seertal og i forhold til påmindelsen om, at individet stadig i en kaotisk flydende verden har mulighed for at samle sig om én ting. Spillerne har vist det som et hold, og befolkningen har vist det som et større fællesskab, og mon ikke vi alle sammen har lært lidt mere om os selv og vor tid.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.