Hedebølge lægger op til radio – og tv om natten

Varmen får Leif Hjernø til at søge skyggen om dagen og underholdning om aftenen.
Varmen får Leif Hjernø til at søge skyggen om dagen og underholdning om aftenen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

HER I LANDET er vi så privilegerede, at vi kan tage de vejrfænomener uhøjtideligt, der under betegnelser som hedebølger og varmerekorder kan indgå som såkaldt spektakulære indslag i den daglige nyhedsformidling.

Det er sådan lidt pirreligt at få billeder og filmiske reportager fra det sydlige Europas ”varme lande”. Privilegiet består i, at de høje temperaturer herhjemme er noget forbigående. Der skal mere til, for at vi kan tage temperaturstigningerne alvorligt.

Med nogenlunde sindsro er det muligt at se de kommende solskinsdage i møde som andet end underholdende krydderi på en velbehagelig feriefornøjelse, som det gælder om at nyde, medens tid er.

I forblændede øjeblikke får vi da anledning til at opleve et forbipasserende belastende vejrlig, der i andre egne af kloden strækker sig over flere måneder. Medens dette skrives, lytter jeg til P1’s meteorologiske orientering ved Jesper Theilgaard om, at vi skal helt tilbage til 1947 for at se lignende varmerekorder registreret.

NÅR VEJRET ARTER SIG SÅDAN, er det oplagt at søge skygge og lytte til radio. Tv hører vinteren til. Medmindre man forfalder til udelukkende at se de udsendelser, tv-serier og film, der er programsat omkring midnat.

Onsdag nat førte det til, at jeg først så to afsnit af den svenske krimi-miniserie fra 2011 ”Maria Wern – Sort sommerfugl” og derefter den over to timer lange prisbelønnede sort-hvide italiensk-algeriske film ”Slaget om Algier” fra 1966.

Ejendommeligt nok benyttede begge programpunkter sig af højdramatiske bombeeksplosioner. Den ene slags frembragt af antændte benzindampe, den anden slags af eksplosiver, sådan som vi også kender dem fra vor egen tids terrorbombninger.

I den ene sammenhæng udspillede det sig på den ellers så fredelige lokalitet, som Gotland vel må siges at være. I den anden sammenhæng var der tale om de brutale og blodige borgerkrigsagtige begivenheder, der i årene omkring 1960 førte frem til befrielsen af Algeriet fra den franske kolonisering.

I det ene tilfælde blev terroristisk bombning benyttet som noget, der pludselig fik karakter af noget perverst i sammenligning med de dybt alvorlige folkelige oprør i Algeriet. Hvad det sidste angår, så ville det have været på sin plads, om dansk tv havde givet filmen et par forklarende ord med på vejen. Her var der jo ikke tale om underholdning for underholdningens skyld. I Algeriet var der noget helt anderledes varmblodigt eksistentielt på spil end på det idylliske veltempererede svenske Gotland.

På trods af lighederne var der ingen sammenligning mulig mellem de svenske dygtigt iscenesatte fiktive bombesprængninger og så det, der med rædselsfyldt alvor førte til, at den prisbelønnede filmklassiker i sin tid blev forbudt i Frankrig, selvom den, som det fremgik af foromtalen, ”med stor realisme og sanddruhed beskriver omstændighederne omkring Algeriets løsrivelse”.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.