Det danske sprog befinder sig som bekendt i en konstant udvikling, men visse kræfter påvirker det på særlig vis. Ikke mindst de mediemæssige, hvilket man forstår, hvis man i disse dage følger transmissionerne fra EM i fodbold.
Her udfoldes sproget af både kommentatorer på stedet i Frankrig og af værter og eksperter i studiet herhjemme, hvor Peter Møller på DR og Morten Ankerdal på TV 2 med drenget charme tager imod strømmen af gæster.
Det er i denne slyngelstue bestående af en blanding af journalister og tidligere og nuværende fodboldspillere, at der tales på en måde, der vækker lidt til eftertanke. For visse talemåder breder sig og overtages ikke mindst af politikere.
Tag bare et ord som ”fremadrettet”. På ganske kort tid har det sneget sig ind som fast vending på Christiansborg og blandt embedsmænd og andre talende jakkesæt. Dette ord, der helt meningsløst hæftes på alverdens udtalelser i stil med ”det skal vi tage hånd om – fremadrettet”, stammer i høj grad fra fodbold‑retorikken, hvor man taler om en fremadrettet spillestil i modsætning til en defensiv.
Men som overflødigt fyldord alle vegne er det overmåde trættende at høre på og virker også en smule gennemskueligt i den enkeltes forsøg på at fremstå som et dynamisk menneske.
Et andet sprogfænomen, der spreder sig fra sportsverdenen, er uvanen med at blande ental og flertal sammen. Konstant siges noget i stil med – Schweiz brændte alle deres chancer – og man mindes Nietzsche, der engang sagde, at manglende dannelse kunne forårsage fysisk smerte hos ham. Noget lignende kan følge af hver dag at lytte til det dårlige sprog, der blomstrer i et sports-tv-studie, hvor der nemt kan opstå en lidt indforstået stemning blandt gutterne, der på umærkelig vis smitter hinanden.
Prøv engang at tælle hvor mange gange, der siges ”fantastisk” i løbet af en kampanalyse. Ordet har stort set udkonkurreret alle andre positive adjektiver, og personligt kan jeg takke folk som Peter Møller og ekspertkommentator Per Frimann for, at jeg i mit liv helt har bandlyst formuleringen.
Intet er fra nu af fantastisk længere, endsige fremadrettet. Det diskuteres ofte, om medierne har et særligt ansvar for at højne eller i det mindste fastholde et anstændigt sprogligt niveau. Forskningschef i sprog Michael Ejstrup afviste forleden i denne avis, at man i medierne skal være særligt bevidste om et ansvar for sproget, for – som han sagde – ”sproget går sin gang”.
Sprogforskere kommer af og til lidt let om ved tingene, og man undrer sig over sagkundskabens sorgløshed set i lyset af, at det i så høj grad er journalister, politikere og sportsfolk, der er med til at sætte den sproglige standard.
De kan ikke undgå at udøve påvirkning, og på den lange bane – som de blandt andet har lært os at sige – erfarer man, at jo mere et menneske blot overtager tidens fraser, desto mere uselvstændigt fremstår det.
Sproglig omhyggelighed såvel som manglen på samme former vores karakter hver eneste dag. Fremadrettet.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist