MEDENS VI ER VED AT drukne i sommerregn, er det tid for flere genudsendelser end sædvanligt. Og det siger ikke så lidt. Så længe der er tale om gentagelser af udsøgte radioindslag, reportager, tv-serier og film af god kvalitet, så er det forsvarligt.
Hvad der imidlertid ikke er forsvarligt er, at seerne og lytterne ikke får ren besked om, hvornår programmerne er produceret. Tænk, om man her i bladet genoptrykte artikler og kronikker uden omhyggeligt at orientere læserne om teksternes alder!
BILLEDSERIE: De lever, hvor intet kan gro
Eksempel: Tidligt søndag genhørte jeg med glæde et indslag i Skønlitteratur på P1. Som det blev sagt: Nanna Mogensen og forfatter Klaus Lynggaard fejrer, at det i år er 60 år siden, at J.D. Salingers generationsroman Griberen i rugen udkom.
Jamen, hov, romanen, der også er kendt under titlen Forbandede ungdom (på engelsk The Catcher in the Rye), er da fra 1951 og er altså 61 år gammel. Det var først, efter at bogen i 2004 blev nyoversat af Klaus Rifbjerg, at den fik titlen Griberen i rugen.
Desorienteringen kunne let have været undgået, hvis det klart var blevet oplyst, at indslaget var fra november 2011. Det var ellers interessant at høre om, at Lynggaard fandt en parallel i Mark Twains roman Huckleberry Finn fra 1884.
Radioen er værdifuld, når den får kyndige folk til at gøre rede for de fineste detaljer og nuancerede betragtninger. Det var for eksempel også karakteristisk for søndagens gode P1-program Natursyn, der var optaget en forårsdag på Ærø.
Organist og zoolog Poul Hansen fortalte indgående programvært Jens Olesen om sine særdeles grundige studier af gulspurvens dialekter. Engang var der registreret tre, i dag er der syv. Men hvornår var i dag? På nettet fandt jeg ud af, at det var i maj 2007.
Det er måske lidt pedantisk at efterlyse en præcis programmæssig varedeklaration. Og der er da også mange udsendelser, der har et så markant langtidsholdbart indhold, at en datering er unødvendig. En reportage kan virke evig aktuel og være af tidløs værdi.
Det sidste var for eksempel tilfældet med søndagens genudsendelse af P1s Vand kommer fra himlen. Jeg hørte den første gang i marts. En timelang reportage fra et østafrikansk slumkvarter uden offentlig vandforsyning. Intet kloaksystem, ingen sanitet.
Et rystende eksempel på, hvorfor der hver måned dør 250.000 børn verden over som følge af manglen på rent vand. Udsendelsen var heldigvis ikke uden konstruktive fremtidsvisioner.
Den danske pumpeproducent Grundfos har i Kenya sat en lang række vandautomater op (). Her kan folk kun tappe vand, hvis de betaler forud. Pengene skal så gå til at vedligeholde systemet. På den måde skal det være sikret, at systemet holder mange år frem.
Alternativet er daglig at skulle gå to kilometer efter 40 liter vand i to plasticdunke. Her er det så, man tænker: Og her i landet vasker vi biler i drikkevand!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder