DR1-historie om selvmord viser ritualers vigtighed

”DER SKAL EN LANDSBY til at opdrage et barn.” Sådan lyder et afrikansk ordsprog. Forældrene gør det ikke alene, det nære fællesskab er vigtigt for, at barnet vokser op og bliver i stand til at indgå i fællesskabet.

Ordsproget citeres ofte i pædagogiske sammenhænge og ikke sjældent med en beklagelse over, at vi i dag lever i et individualiseret samfund, der ikke fungerer på samme måde som afrikanske landsbysamfund – eller som de landsbysamfund, der var her engang.

Det er ikke bare opdragelse, der er lettere i fællesskab. Det er sorg også. DR P1’s radiofortælling ”Williams død” udspiller sig i kølvandet på den 29-årige Williams selvmord.

Fortællingen går ikke på jagt efter motiverne til Williams beslutning om at tage sit eget liv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den handler om, hvordan Williams landsby Christiania sørger over hans død. Tilrettelæggeren, Rebecca Bach-Lauritsen, bor selv på Christiania, har kendt William i mange år og kender hans familie og hans landsby.

Det er altså ikke den neutrale reporter, men et menneske, der er berørt af dødsfaldet, der fortæller historien. Det kan være både godt og skidt – i denne sammenhæng er det en styrke.

DEN FRAVÆRENDE HOVEDPERSON, William, er opvokset på Christiania, hvor også hans forældre bor. De er skilt, men bor tæt på hinanden. Williams mor er på rejse i Indien, da William vælger at tage sit eget liv ved at hænge sig i hendes hus. Hans far er – selvfølgelig – ude af sig selv ligesom hans bror. Det er denne individuelle sorg efter et dødsfald, man oftest fokuserer på.

”Williams død” gør noget andet og fortæller om landsbyens ritualer i dagene og ugerne efter Williams død. Hvordan skulle en kvinde nogensinde kunne bo i, endsige falde i søvn i det værelse, hvor hendes søn har hængt sig i et lagen? Huset skal renses, en lokal shaman gennemfører et renselsesritual med salvie i huset.

Og så skal William selvfølgelig begraves. Det sker fra Vor Frelsers Kirke. Flere end 1000 mennesker deltager i begravelsen, hvor præsten Mikkel Gabriel Christoffersen siger noget, som gør stort indtryk på de efterladte: Det er Williams ansvar, at han har taget sit eget liv, ikke de efterladtes.

De indiansk inspirerede renselsesritualer og ritualerne i kirken udføres hver for sig. At der er flere religiøse forståelser i spil, er tilsyneladende ret uproblematisk for de involverede – i hvert fald ureflekteret. Det vigtigste for dem er, at det virker.

Ritualer skal der til. Og der skal en landsby til at sørge over et selvmord. Det tager ikke sorgen fra de nære efterladte, men som lytter sidder man med fornemmelsen af, at livet går videre. Alle kommer til at leve med det, ingen kan leve med.

”Williams død” er en fornem illustration af ritualernes vigtighed og en påmindelse om, hvor afhængig evnen til at leve med døden er af den måde, vi indretter vores liv og vores fællesskaber. Der skal en landsby til at sørge over et selvmord.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.