Flygtninge før og nu – historien giver kraftigt genlyd for tiden

Nutidens tv-billeder af haller med madrasser beregnet for flygtninge sender mig tilbage til 1940'erne, hvor vi ikke havde gymnastik i skolen det første år, fordi gymnastiksalen var fyldt med tyske flygtninge, skriver Leif Hjernøe

Tusindvis af tyske flygtninge kom til Danmark umiddelbart før krigens afslutning i 1945 og blev indkvarteret i sportshaller og på skoler - ikke ulig de syriske flygtninge, som kommer til Danmark i disse år.
Tusindvis af tyske flygtninge kom til Danmark umiddelbart før krigens afslutning i 1945 og blev indkvarteret i sportshaller og på skoler - ikke ulig de syriske flygtninge, som kommer til Danmark i disse år. . Foto: Sven Gjørling.

Déjà vu hedder det på fransk. Et sprog, vi har hørt mere til end normalt de seneste dage. Deja-vu, sådan skrives det i retskrivningsordbogen. Det er en betegnelse for det fænomen, at man synes at have oplevet en nuværende situation før.

Man siger nok, at historien ikke gentager sig, men den giver kraftigt genlyd for tiden! Tv-billeder af gulve i kaserner og haller med madrasser beregnet for flygtninge sender mig tilbage til 1940'erne.

Jeg begyndte min skolegang i april 1945, altså kort før slutningen af Anden Verdenskrig. Vi havde ikke gymnastik det første år. Skolens gymnastiksal var fyldt med tyske flygtninge. På hovedvejene traskede lange kolonner af modfaldne tyske soldater hjemad.

Med sådanne barndomsminder ser jeg nok med andre øjne på disse ugers fyldige reportager om flygtninge fra krigszoner og ofre for vidt spredte terroriserede områder end så mange andre fra yngre generationer end min. Sådan også med fortidens film.

Den perlerække af film med Orson Welles (1915-1985), som blev sendt på DR K i den forgangne uge, har med især ”Citizen Kane” (1941), ”Den tredje mand” (1949) og ”Politiets blinde øje” (1958) i sort/hvide billeder gentaget 1950'ernes biografoplevelser.

Lørdag aften bragte tilmed et gensyn med ”Herfra til evigheden” (1953). Dens gengivelse af militant korpsånd spillede helt bogstaveligt sammen med min tid som rekrut i 1959. Forsøgte mig som trompetist med melodien fra krigsfilmen ”Broen over floden Kwai” (1957).

Det var i spidsen for delinger, hvor også unge Ebbe Reich og Asger Aamund marcherede. Hvor var det dog effektivt, som unge mænd i løbet af tre måneder kunne disciplineres! Når det i dag ikke lykkes i Afghanistan, Irak og andre krigsramte lande, skyldes det nok den lokale ungdoms svigtende tillid til politikerne og mangel på, hvad der er vigtigst for soldater: et usvigeligt kammeratskab.

Alle disse mediebårne indtryk gav mig triste fornemmelser af at have oplevet det hele før. Trist, fordi alle dyrekøbte erfaringer kun alt for tydeligt viser, at verden ikke er blevet klog af skade. Jeg opholdt mig i Paris i 1960 og 1962, lige inden slutningen af den fransk-algeriske krig. Dengang var det også farligt at færdes i Paris!

Heldigvis gav lørdagens udgave af ”Skønlitteratur på P1” helt anderledes deja-vu-oplevelser. Klaus Rothsteins interview med nobelprismodtageren fra 1997, dramatikeren og nu også romanforfatteren Dario Fo, på fornemt artikuleret italiensk formidlet af dramaturgen og oversætteren Bent Holm, sendte mig ”kun” 35 år tilbage i tiden.

Jeg mindedes et seminar i Holstebro i 1980 og Bent Holms præsentation af Dario Fo med bogen om sidstnævntes ”omvendte verden” fra samme år. Tænkte også på Dario Fo og hans kinesiske tiger-historie. Jeg og et dusin andre (også Kjeld Koplev!) blev på en scene i Holstebro Hallen ligefrem instrueret af multikunstneren og gøgleren Dario Fo. - Et uforglemmeligt festligt ekko af fortid!