Prøv avisen
Mediekommentar

VM-holdene blev for en stund udspillet af de thailandske fodbolddrenge i grotten

Det var håbet, som holdt træner og fodboldhold oppe og redningsfolkene i gang. Det er håbet, som får os til at se længere end mørket, skriver sognepræst. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Over 1000 journalister fulgte redningsaktionen, og De Vilde Vildsvin, som de thailandske drenges fodboldhold hedder, blev et af verdens mest omtalte. Real Madrid, Manchester United, Bayern München og de franske og kroatiske finalister blev for en stund spillet af banen, når det kom til medieopmærksomhed

AGURKETIDENS største mediebegivenhed er vel fremdeles VM i fodbold, men verdensmesterskaberne har dog snart varet en måned, og siden Danmark røg ud, har det været svært at fastholde interessen for en del af os.

Den anden store mediebegivenhed har også noget med fodbold at gøre, dog ikke på banen, men det var et thailandsk fodboldhold, De Vilde Vildsvin, som den 23. juni gik ind i Tham-Luang-grotten, hvor en vandstigning fangede dem i mørket. Først den 2. juli blev de 12 drenge og deres træner fundet i god behold, og i tirsdags blev de sidste drenge reddet ud af hulen takket være grottedykkere, som man nok tør kalde heroiske ”hulemænd”.

Over 1000 journalister fulgte redningsaktionen, og De Vilde Vildsvin blev et af verdens mest omtalte fodboldhold. Real Madrid, Manchester United, Bayern München og de franske og kroatiske finalister blev for en stund spillet af banen, når det kom til medieopmærksomhed. Straffesparkskonkurrencer kan være nervepirrende, men redningsaktioner handler om liv og død.

JO, DER VAR ANDET OG MERE end ære og penge på spil i grotten, men var det ikke for meget? Var det ikke plat sensationalisme? Hvorfor skulle vi stopfodres med den historie? Hvor mange børn dør ikke hver dag, uden at der er en journalist til stede? Når medierne definerer virkeligheden, bliver den alt for lille.

Det er der bestemt noget om, men mennesker er nu engang begrænsede, og det er ikke mediernes skyld. Om Vor Herre kan man sige, som det hedder i søndagens prædiketekst, at der ikke falder en spurv til jorden, uden at han er med den.

Det kan imidlertid ikke siges om os. Der er mange, som falder til jorden, spurve og mennesker, uden at vi er med hverken på den ene eller anden måde. Kun Gud kan rumme alt, vores rummelighed er mere indskrænket.

HISTORIEN OM FODBOLDDRENGENE i Tham-Luang-grotten taler vel også i særlig grad til os, fordi den rører ved en indgroet metaforik, nemlig modsætningen mellem lys og mørke. Drengene og deres træner sad spærret inde i mørket og blev hjulpet ud til livet og lyset. Post tenebras lux – ”Efter mørke lys” står der på reformationsmomentet i Genève, og sådan gik det ganske bogstaveligt for De Vilde Vildsvin. Ja, der er måske stof til en påskeprædiken i fodbolddrengenes skæbne. Grotten var sort som graven, men til sidst kom opstandelsen, selvom De Vilde Vildsvin skulle vente længere end tre dage.

HOS DR BLEV redningsaktionen omtalt som noget, ”verden aldrig vil glemme”. Det er jeg nu ikke så sikker på. Verden kan være ret glemsom. En chilensk minearbejder, som selv havde siddet indespærret tilbage i 2010, sagde imidlertid noget træffende om historien, som han kaldte ”en historie om tro og håb”.

Det var håbet, som holdt træner og fodboldhold oppe og redningsfolkene i gang. Det er håbet, som får os til at se længere end mørket. ”Håbet er en tingest med fjer,” skrev den amerikanske digter Emily Dickinson. Derfor kan det flyve ud af en thailandsk grotte og ud til hele verden. Den, som håber for lidt, lever for lidt.

Jesper Bacher er sognepræst.