Hitlers lange skygge er også nået til Amerika

Racisme er ét af de mest frygtede skældsord, der findes. I denne tid med kultursammenstød aner man dog en vis udvanding af begrebet, og derfor var det på sin egen groteske måde oplysende at se dokumentar om Ku Klux Klan, skriver Sørine Gotfredsen

Det var oplysende at se den engelske dokumentar ”Ku Klux Klan - kampen for overherredømmet” på DR 2, hvis man vil trænger til at blive mindet om , hvad rendyrket racisme er, skriver Sørine Gotfredsen.
Det var oplysende at se den engelske dokumentar ”Ku Klux Klan - kampen for overherredømmet” på DR 2, hvis man vil trænger til at blive mindet om , hvad rendyrket racisme er, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Roy Morsch/Scanpix

Som bekendt er der ikke mange, der har lyst til at blive kaldt racist. Det er ét af de mest frygtede skældsord, der findes, og det præger mange af vore samtaler i en tid så optaget af folkevandring og kultursammenstød som denne.

Dog aner man en vis forplumring i synet på begrebet, og det var på sin egen groteske måde oplysende at se den engelske dokumentar ”Ku Klux Klan - kampen for overherredømmet” på DR 2 torsdag aften. Her udfoldede sig et dybfølt had til sorte mennesker og en yderst ligefrem retorik.

Ku Klux Klan blev oprettet for cirka 150 år siden, og mens nogle mener, at der kun er omkring 2000 aktive medlemmer tilbage, fortalte de engagerede her selv, at bevægelsen vokser støt. Medlemmerne fremstod ikke blot fanatiske, men også ubegribeligt uoplyste, som da en ung fyr mente at vide, at kz-fangerne i sin tid i Tyskland hyggede sig med kaffe og cigaretter og havde adgang til en swimmingpool.

Der var noget næsten barnligt fnisende over deres fremtoning, mens de forklarede, at de sorte grundlæggende er kriminelle mennesker, der burde fjernes fra alle vigtige poster, mens præsident Barack Obama selvsagt ikke er klanens superhelt.

Besøget hos Ku Klux Klan kastede sit eget skær ind over vores øjeblikkelige højspændte europæiske periode. Man blev mindet om, hvor nedrigt det er at dømme mennesker udelukkende ud fra hudfarve og etnisk identitet, og det er jo netop den erkendelse, der for tiden kan få stemmerne i debatten til at ryge så voldsomt op i det skingre leje.

Vi sidder fast i en position mellem voksende erkendelse af de konflikter, der følger af mødet mellem kulturer og religioner, og en indædt skræk for at nære de racistiske kræfter, hvis ekstreme udfoldelse vi ikke mindst har erfaret i form af det Nazityskland, der er så tæt på såvel historisk som geografisk.

Hitlers skygge er lang, og den er også nået til Amerika, hvor hans portræt prydede væggen hjemme hos Ku Klux Klan-kommandøren Amanda Lee i North Carolina. Mindet om nazismens væsen får stadig mange diskussioner mellem os til at stivne, og der er to hensyn at tage, når vi skal finde en vej frem.

For det første må vi aldrig glemme, at det er sandt, at racismen kan næres, for den ligger latent i mennesket, som det så klart kom frem hos de Ku Klux Klan-repræsentanter, der åbenlyst ønsker sig en decideret racekrig. Man kunne se det i øjnene på nogle af dem. De længes efter åben kamp.

Men disse menneskers fanatiske had til sorte mennesker minder os også om, hvad rendyrket racisme reelt er, og at vi skader egen tænkeevne ved at udvande begrebet og se tegn på fordærv overalt.

Dette har i årevis afholdt en del fra at se problemerne med indvandring i øjnene, og nu, hvor de er meget svære at komme uden om, har vi i dén grad brug for at finde balancen.

Det inspireres man til, når man hører en ung amerikansk kvinde udtale, at den hvide race er alt andet overlegen, og at verden bør indrettes derefter. Racisme findes i mange grader, men den ægte vare tager man ikke fejl af.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist