Prøv avisen
Mediekommentar

Hjemløs eller ”bare” boligløs?

”Ud over boligløshed skal man også have et misbrugsproblem, et socialt problem eller en kombination af alle tre – som vi så har et avanceret system til at tage sig af. Og det vil være som at skyde gråspurve med kanoner, hvis systemet skal tage sig af dem, der blot har et boligproblem,” siger sekretariatsleder i de hjemløses landsorganisation Sand. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Flere af dem, der henvender sig på de københavnske herberger, er mænd, hvis umiddelbare problem er, at de ”kun” mangler tag over hovedet, fordi de efter eksempelvis en skilsmisse ikke er i stand til at betale for en lejlighed i hovedstaden, skriver journalist Kurt Strand

FLERE OG FLERE af dem, der henvender sig på de københavnske herberger for at få en seng at sove i, er 40-55-årige mænd, som egentlig burde kunne klare sig selv. Deres umiddelbare problem er nemlig, at de ”kun” mangler tag over hovedet, fordi de efter eksempelvis en skilsmisse ikke er i stand til at betale for en lejlighed i hovedstaden. Selv lejeboliger er nemlig blevet så dyre, at kun de færreste er i stand til at betale måske 15.000 eller 20.000 kroner om måneden i Københavns nye bydele, hvor der er masser af ledige kvadratmeter.

Tendensen er belyst via en rundringning til herberger, som P4 København har lavet. Den blev uddybet i en række indslag i ”P1 Morgen” torsdag, hvor blandt andre Ask Svejstrup, sekretariatsleder i de hjemløses landsorganisation Sand, forklarede, at det ikke er nok at være boligløs for at få hjælp på et herberg:

”Ud over boligløshed skal man også have et misbrugsproblem, et socialt problem eller en kombination af alle tre – som vi så har et avanceret system til at tage sig af. Og det vil være som at skyde gråspurve med kanoner, hvis systemet skal tage sig af dem, der blot har et boligproblem.”

Definitionen på hjemløshed er lovbestemt, og derfor er herbergerne ifølge Ask Svejstrup fanget i et dilemma, fordi de selvfølgelig gerne vil hjælpe alle, så godt de kan.

AT HERBERGERNE FØRST og fremmest skal give plads til dem, der har størst behov, er logisk. Sparsomme bevillinger kalder på benhårde prioriteringer, og derfor kan det åbenbart være nødvendigt at afvise dem, der ikke kan rubriceres som ”hjemløse”.

Men selvom det i praksis kan være nyttigt med nogenlunde objektive kriterier, er de samtidig medvirkende til at stigmatisere hjemløse. En problemstilling, som hjemløseavisen Hus Forbi jævnligt beskæftiger sig med i forsøg på at gøre op med fordomme om, at mennesker på samfundets bund altid lugter ilde, drikker sig i hegnet og er jævnt usoignerede.

I seneste udgave af Hus Forbi skriver en hjemløs kvinde – på flugt fra en dom og tvangsindlæggelse på retspsykiatrisk afdeling – at ”I tager mine ting, I pryder min verden med lænker. I smeder en maske og tvinger mig til at bære den. Dog ser I intet. I er tabte bag uafprøvede grænser af indsigt”.

MEN INDTIL VIDERE er der kun ét at gøre for dem uden psykiske diagnoser, misbrug og sociale problemer i bagagen: at banke på hos herbergerne. Selvom det – som påpeget af Ask Svejstrup – er en kommunal opgave at hjælpe for eksempel mennesker, som akut har brug for en ny og billig bolig. Men, som Svejstrup føjede til, da han gæstede ”P1 Morgen”: ”De billige lejligheder med kort ventetid findes ikke mere i hovedstaden.” Måske den beskrevne tendens derfor kalder på en ændring af hjemløselovgivningen, så det eksisterende system får bedre muligheder for at hjælpe dem, der ”bare” er boligløse. En tilstand, som jo burde være utænkelig i et af verdens rigeste samfund.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.