I denne tid tales der jo en del om grænsekontrol; for nogle en vederstyggelighed, for andre en nødvendighed.
Spørgsmålet omtales ofte som symbolpolitik, og det kan være rigtigt nok, men symboler er netop symboler for noget.
I dette tilfælde symboliserer grænsen, at man er kommet til et andet land, lige så vel som min hoveddør symboliserer, at man er kommet til præstegården.
Jeg håber så, at det ikke udlægges som manglende gæstfrihed, at jeg gerne vil have en vis kontrol med, hvem der går ind ad døren.
Nuvel, der er selvfølgelig betragtelige forskelle mellem det private og det nationale hjem, og vi kan have forskellige holdninger til, hvorledes landet værnes. Dermed blot være sagt, at symbolpolitik er mere end tomme slag i luften.
Det var også i lyset af den standende debat, at min opmærksomhed blev fanget af titlen på et DK 4-program, som netop hed ”Grænsekontrol”. Der var nu ikke tale om grænsebomme og toldere, men derimod om de sproglige forhold i grænselandet.
En kontrol af de faktiske forhold: Hvad er myter, og hvad er virkelighed, når det handler om sprog og identitet?
Kontrollanten var folketingsmedlemmet Mette Bock (LA), som optrådte i sin egenskab af formand for Grænseforeningen, og kontrolgruppen var elever på den danske Duborg-Skole i Flensborg.
Der er altså noget med disse DK 4-programmer. De er enkle med plads til samtalen, hastigheden går ned, og roen sænker sig over tv-seeren.
Sommetider kan det ganske vist blive lidt søvndyssende, men jeg holdt mig fint vågen til Mette Bocks samtale med de unge mennesker.
I hjemmene blev der talt dansk, tysk og frisisk og i en enkelt husstand også plattysk. Grænselandets ungdom navigerede ubesværet mellem flere sprog og skiftede tungemål med samme selvfølgelighed, som de spiste eller sov.
De følte sig hjemme i flere sammenhænge, men der var dog en, som sagde, at der altid er et sted, hvor man føler sig mest hjemme.
På talerstolen i baggrunden stod der et Grundtvig-citat: ”Modersmål er vort hjertesprog”, som imidlertid fortsætter: ”kun løs er al fremmede tale”.
Mette Bock gjorde opmærksom på fortsættelsen, som passede dårligt til de unges erfaring. I Danmark får tosprogethed sommetider en negativ biklang, men i en globaliseret verden må det regnes for en force.
Ja, det må bestemt være fordelagtigt at mestre flere sprog så flydende, men alle sprog kan ikke være hjertesprog. Det er en sand fornøjelse at lære fremmedsprog, men modersmålet forbinder landsmænd og skaber grobund for den fælles samtale.
Skal flest mulige forstå hinanden inden for et givet område, må der selvfølgelig tales, så folk forstår det. Vil man være dansk, må man også tale dansk. Er man hjemme i sproget, kan man også få hjemme i landet.
Heller ikke i globaliseringstider skal det glemmes, hvad landsoldaten sang om tysken: ”Skælder man ham ud på dansk, så siger han: 'Hols maul!' / For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt, / men Fanden heller inte for den, som kun kan ét”!