DR-program kan ses som et lille bidrag til den nationale taknemmmelighedskultur

Jo, deltagerne i ”En sang fra hjertet” fik unægteligt noget for licensen, men gjorde vi andre også det ved at se og lytte til DR-programmet, spørger sognepræst Jesper Bacher

 Umiddelbart kunne man mene, at deltagernes taknemmelighed var en privat affære, som man ikke behøvede at involvere seere i. Ganske vist hed det sig, at deltagerne var danskere ”med unikke historier”. Gad vide, hvor meget der skal til, for at en historie bliver unik, skriver sognepræst om DR-programmet ”En sang fra hjertet”.
Umiddelbart kunne man mene, at deltagernes taknemmelighed var en privat affære, som man ikke behøvede at involvere seere i. Ganske vist hed det sig, at deltagerne var danskere ”med unikke historier”. Gad vide, hvor meget der skal til, for at en historie bliver unik, skriver sognepræst om DR-programmet ”En sang fra hjertet”. Foto: DR presse.

”SÅ SYNG DA, Danmark/ lad hjertet tale/ thi hjertesproget er vers og sang.” Sådan er vi mange, der med hvert sit næb har sunget med Kai Hoffmanns ord til Carl Nielsens melodi. Tekst og melodi er så kraft- og marvfulde, at ordene nærmest beviser, hvad de påstår. Ja, hjertesproget er sang og vers.

Det må være den samme tanke, som har foresvævet DR i programmet ”En sang fra hjertet”, hvor almindelige danskere får mulighed for i sang at udtrykke deres tak og kærlighed til de mennesker, som har særlig betydning i deres liv. Til det formål bliver de bistået af kendte producere og professionelle musikere, så de musikalske takkekort blev sikret et pænt niveau. Jo, deltagerne fik unægteligt noget for licensen.

Men gjorde vi andre også det ved at se og lytte til ”En sang fra hjertet”? Umiddelbart kunne man mene, at deltagernes taknemmelighed var en privat affære, som man ikke behøvede at involvere seere i. Ganske vist hed det sig, at deltagerne var danskere ”med unikke historier”. Gad vide, hvor meget der skal til, for at en historie bliver unik?

Der er efterhånden heller ikke noget, der er så trivielt som ønsket om at være unik. Ethvert menneske er i øvrigt på forhånd unikt, for den gode Gud skaber ikke kopier. Men tilbage til spørgsmålet. Gav ”En sang fra hjertet” valuta for licenspengene, eller var takkekortene uvedkommende for andre end afsendere og modtagere?

Ja, det gjorde programmet faktisk. Vel sad man ikke ligefrem åndeløs bag skærmen, men ”En sang fra hjertet” var et velgørende anderledes sangprogram. Det var ikke en konkurrence. Deltagerne kunne ikke vinde noget ud over andres glæde, og det var ikke skønsangen, men hjertesangen, som var i fokus.

I onsdagens program var der gode sangstemmer i form af nordjyden Simon Maymann og teenagepigen Sara Moos. Det var imidlertid ikke hovedsagen. Det var kærligheden og taknemmeligheden. Man kunne således se ”En sang fra hjertet” som et lille bidrag til den nationale taknemmmelighedskultur.

De fleste forældre har vel indskærpet børnene, at de skulle huske at sige tak, men tak er mere end en høflighedsfrase. Tak er klarsyn, og taknemmeligheden er en holdning. Vi har så meget at takke for, fra selve livet til den mindste venlighed. Selvom vi kan synes, at vi er blevet til noget takket være os selv, så var det hele ikke blevet til noget uden det, som andre lagde til rette og gjorde for os. Jeg har altid holdt af en bemærkning i forordet til Anders Kingos doktorafhandling om Søren Kierkegaard: ”En taknemmelighedsgæld – modsat en pengegæld – gør debitor rig.” Vi sidder alle sammen i taknemmelighedsgæld til halsen, og det skal vi bare være glade for.

Det var ikke mindst i bevidstheden om deres taknemmelighedsgæld, at deltagere i ”En sang fra hjertet” delte deres historier og greb til mikrofonen. Rørende hverdagshistorier, personlige og så alligevel almene.

Kunne det tænkes, at der en dag kom en deltager, som ville takke Herren i sang? Nå, det kan jo også gøres på søndag i kirken. Salmer synges først rigtigt, når de synges med hjertet.

Jesper Bacher er sognepræst.