At huske og at blive husket giver mening

I visse sammenhænge kan glemsel være en velsignelse. Det har noget at gøre med tilgivelse. Det har noget at gøre med ikke at bære nag. Og det har noget at gøre med at kunne bearbejde det smertelige i fortiden, sådan at det ikke spærrer for fremtiden.

Jørgen Leth.
Jørgen Leth. Foto: Miriam Hinman Nielsen.

I andre sammenhænge kan glemsel virke som en forbandelse. Det har noget at gøre med ensomhed. Det har noget at gøre med utaknemmelighed. Og det har noget at gøre med ikke at kunne finde det værdifulde i fortiden, som kan gøre livsduelig i fremtiden.

LÆS OGSÅ:
Hvordan kan man leve i nuet?

Det sidste er vigtigt. At erfaringer, erindringer og erkendelse hører nøje sammen, det ved mange forfattere. Som Klaus Rifbjerg engang svarede på et spørgsmål, om han ikke snart skulle til at skrive sine erindringer: Erindringer? Jamen, jeg har aldrig skrevet andet!.

At mange forfatterskaber, i virkeligheden måske alle, er at se til som meget omfattende litterære huskeprojekter, gav den seneste udgave af Skønlitteratur på P1 et skoleeksempel på. Det havde form af en 40 minutter lang samtale med forfatteren Jørgen Leth.

Meget sympatisk fik samtalen hurtigt karakter af et portræt af den franske forfatter og filminstruktør Marguerite Duras (1914-1996). Jørgen Leth føler sig åndsbeslægtet med hende uden af den grund på nogen måde at ville måle sig med hendes format.

Med stor respekt, begejstring og i al klædelig beskedenhed fik Leth i en bevæget samtale med den dygtigt spørgende programvært, Nanna Mogensen, i særlig grad omtalt Duras nyligt oversatte (af Lone Bjelke) roman Elskeren fra Nordkina (LAmant de la Chine du Nord, 1991).

Det bemærkelsesværdige er, at der er tale om en betydningsfuld omskrivning af romanen Elskeren (LAmant) fra 1984. Årsag: Bogen var i 1992 blevet ufuldstændigt filmatiseret af Jean-Jacques Annaud.

Den næsten 80-årige Marguerite Duras vilje og lidenskabelige lyst til med fornyet appetit på livet at genberette, og at udmale med radioaktiv hukommelse, de mest sanselige og smertelige sider af sit livs grundfortælling, udtrykte Jørgen Leth stor beundring for.

Helt tydeligt er det da også, at han har mange gode grunde til at kunne genkende sig selv i læsningen af Duras. Også Leth har haft og har fortsat modet til at løbe sårbarhedens risiko ved at udstille sig. Ikke for at provokere, men for at finde og forstå sig selv.

Optagetheden af at udforske udtryksmulighederne i en ordknap sprogbrug, den intense søgen efter en fundamental livshistorie, omsat i nedkølet, ukunstlet enkelhed, og forståelsen af, at en teksts magi findes i beskrivelsens detaljer, deler Leth med Duras.

Bøgernes adgang til fortryllede tidsrum, med dramatiske ankomster, møder og afskeder, bliver da almengyldig. Og litteraturen giver øget viden om livet, der til syvende og sidst handler om at huske og at blive husket på en meningsgivende måde. Og om glemsel, ikke at forglemme!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder