Prøv avisen
Mediekommentar

Er dåbsritualet bevaringsværdigt?

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”Henfarne slægter i landets marv/sig ej fornægter/bevar din arv.” Sådan siger Johannes V. Jensen i ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Det er ellers tidens løsen, at vi skal være forandrings- og omstillingsparate. Verden står ikke stille, vi må følge med, og her ved årsskiftet er der mange, som sætter sig for at bryde med gamle vaner og gå nye veje. Er det ikke bedre at forandre og udvikle end at bevare og konservere? Nej, ikke altid. Det er faktisk noget, som bør bevares. Hvis ikke der er noget, som bevares, hvordan bevarer vi så os selv, og hvis ikke vi bevarer os selv, hvem er vi så overhovedet?

I ”4. division” på P1 handlede det i fredags også om bevaring contra forandring. Det var i hvert fald nogle af temaerne i programmet, hvor Adam Holm sammen med et panel af garvede journalister, mediefolk og kulturpersonligheder tager ugen under kærlig og uhøjtidelig behandling. Et program, hvor der plads til, ”at værterne kan mene mere, end man sædvanligvis hører på P1”, som det hedder i programomtalen.

Først handlede om de historiske ruiner, som trindt om land går i forfald, en historie, som i øvrigt kommer fra nærværende dagblad. Der er nok dem, som ville mene, at det er ruiners natur at ligge i ruiner. Ruinerne bør imidlertid ikke forfalde og forsvinde. De er et stykke fysisk danmarkshistorie, når man rører ved dem, rører man ved forgangne tider. Jo, ruinerne bør bevares, og samtidigt er de underfundigt nok en påmindelse om, at storhed og pragt ikke kan bevares. Hvad der engang var magtens højborge, er nu borgruiner. Jo, man kan lære et andet og andet af ruinvandring og måske blive revet ud af det, som den engelske historiker Arnold Toynbee kaldte ”udødelighedens blændværk”.

Senere blev det journalist Nynne Bjerres tur til at uddele ”Ugens lammer”, og den rettede hun mod sognepræst Birgitte Kragh Engholm, som har gjort sig til talskvinde for en oversættelse af dåbs-ritual af 1912, så det bliver umiddelbart forståeligt for moderne mennesker. Det bød Nynne Bjerre imod, og hun fremhævede det højtidelige ved den gamle sprogdragt og fandt, at dåbsritualet intuitivt var let at forstå. Birgitte Kragh Engholm, som var inviteret i studiet for at modtage sin lammer erklærede, at hendes erfaringer fra mange dåbssamtaler tilsagde, at hun måtte forklare dåbsritualet for forældrene. Birgitte Kragh Engholm ville ikke lefle, men gøre dåbsritualet anderledes tilgængeligt. Hvad skal man mene, er folkekirkens dåbsritual bevaringsværdigt eller forandringskrævende? Nu kan det anføres, at dåben helt grundlæggende er uforståelig for al menneskelig erfaring og fornuft. Uanset om man er til dåb i 1912 eller i 2019, er det helt ufatteligt, at vand og ord virker ”syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen”, som det hedder i Luthers Lille Katekismus. Vel man kan også sige, at det er dåben, som er hellig, ikke ritualets form, men nye former er ikke altid godt for gamle sandheder.

Ruiner skal bevares, fordi de er gamle. Dåbsritualet skal ikke bevares, fordi det er gammelt, men det skal heller ikke skrottes, fordi det ikke er fra i går. Moderne mennesker har godt af at høre andet end samtidens sproglige muzak.

Jesper Bacher er sognepræst.