Prøv avisen
Mediekommentar

Hvem skal nu holde tricoloren højt?

Morten Lindberg blev lørdag bisat fra Helligåndskirken i København. Det var tilladt at møde op til bisættelsen i farver. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Leif Hjernøe

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Dansk-fransk kulturudveksling synes med prins Henriks og nu også Morten Lindbergs dødsfald på symbolsk vis at være under afvikling, skriver Leif Hjernøe

Morten Lindberg, der i såvel medierne som i den såkaldte offentlighed gik under navnet Master Fatman, døde den 26. marts som 53-årig og blev i lørdags bisat fra Helligaandskirken i København. Hans tidligere arbejdsgiver, chefredaktør Jørgen Ramskov fra Radio24syv, fremsendte i den anledning blandt andet denne pressemeddelelse:

”Bisættelsen er for familie, venner og kolleger, og man er velkommen til – i Mortens ånd – at møde op i farver. I løbet af foråret vil Mortens urne blive nedsat på Assistens Kirkegård”. Ifølge indslag i weekendens nyhedsudsendelser blev opfordringen fulgt. Dansende, broget flagrende, rytmisk musicerende og generøst blomsterbærende blev det til et karnevalslignende optog gennem byen.

Store smil gennem mange tårer. Whauuw! ville Morten Lindberg have sagt. Det gjorde han ofte, når han bredt favnende i sine timelange søndagssamtaler under fællestitlerne ”Croque Monsieur” og ”Croque Madame” via Radio24syv inviterede lytterne til møder med skæve personligheder og udsøgte prøvesmagninger af både kager, middagsretter og diverse drikke.

Whauuuw, lød det med ægte begejstring og i et oprigtigt ønske om at dele flest mulige sansninger og oplevelser med os alle. Højlydt smaskende gnaskede han på vores vegne sig gennem tærter, omeletter, eksotiske frugtanretninger og formidlede næsten samtidigt oplæsning af vidt forskellige danske og udenlandske forfattere – fra en Henrik Bjelke til en Louis-Ferdinand Céline.

Den helt store bedrift bestod i ugentlige oplæsninger af Marcel Prousts (1871-1922) epokegørende romanprojekt: ”På sporet af den tabte tid”. Helt i overensstemmelse med sigtet med det udtalt franske morgenprogram nåede lytterne, også takket være oplæseren Neal Ashley Conrad Things kyndige indsats at få indtryk af de første tre af det 13 bind (alt efter hvilken oversættelse) store værk. Fortsættelse følger – ikke?

Alt i alt et dementi af den gamle talemåde: ”Man skal ikke slå større brød op, end man kan bage”. Jo, hvorfor ikke? Med højt til loftet og rummelig fordomsfrihed er det nok muligt, at brøddejen kan hæve helt uhåndterligt. Men hvem siger, at man skal stå for bagningen alene? En sådan form for eksklusivitet var i hvert fald ikke Morten Lindbergs målsætning!

Som ung studerende i Aarhus Universitets stilrene gule murstensbygninger, var jeg i begyndelsen af 1960’erne vidne til en dansk-fransk kulturudveksling, som desværre nu med prins Henriks og nu også Morten Lindbergs dødsfald på symbolsk vis synes at være under afvikling. Hvem skal nu holde tricoloren højt?

Engang udspillede selv folkelige danske film sig i Paris. Ghita Nørby og Dirch Passer talte fransk. Og de fransk orienterede instruktører Gabriel Axel (1918-2014) og John Price (1913-1996) prægede dansk film. Dansk ungdomskultur var optaget af franske viser, ”nye bølger” af franske film, romaner og absurd teater. Professor Per Nykrog fyldte auditoriet på institut for romansk filologi. Whauuuw!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder