Prøv avisen
Mediekommentar

Hvis Israel var som Tel Aviv

Herbert Pundik bøyder sig ikke synderligt om Jerusalem med dens atmosfære af alvorstung ortodoksi. Til gengæld elsker Pundik kystbyen Tel Aviv, hvor han selv bor.

"Det er ikke troen på en absolut sandhed, som skaber social og politisk intolerance, det er indholdet af den sandhed," skriver sognepræst Jesper Bacher i dagens mediekommentar

”JEG VIL GERNE fortælle lidt om det sammensatte billede af Israel.” Sådan lød fra det Herbert Pundik i programmet ”Pundik - Mit splittede Israel”, som i ugens løb kunne ses på DR 2 og stadig er at finde på nettet.

Herbert Pundik turde være kendt i den læsende offentlighed; den tidligere chefredaktør på Politiken, den danske israeler med bopæl i Tel Aviv og virke på Rådhuspladsen. Pundiks historie er også Israels historie. Da den nye stat blev proklameret, lå han i en skyttegrav som frivillig i den israelske uafhængighedskrig. Han mistede en søn i Yom Kippur-krigen, og hans børn er aktive i fredsbevægelsen.

Israel skulle være jødernes land, så de ikke længere skulle flygte fra land til land. Som Herbert Pundik pointerede, så gik flugten som en rød tråd gennem den jødiske historie.

Det prægede også hans egen familiehistorie, og det var for at give den tryghed, som en jødisk stat kunne levere, at den unge Pundik meldte sig under fanerne. Det var ikke stedet, men folket, han ville kæmpe for.

Havde der været mulighed for en jødisk stat på Sydpolen, var han taget derhen. Herbert Pundik var skeptisk i forhold til dyrkelse af de hellige steder, og han fældede ingen sentimentale tårer over generhvervelsen af Grædemuren efter Seksdageskrigen i 1967.

Tværtimod gjorde krigen Israel til en okkupationsmagt og gav næring til en politisk messianisme, der red landet som en mare.

PUNDIK BRØD SIG IKKE synderligt om Jerusalem, hvor man ikke kunne fortælle en vittighed i den kvælende atmosfære af alvorstung ortodoksi og sakrale mindesteder.

Til gengæld elskede Pundik Tel Aviv. Den spraglede og sekulære middelhavsperle uden Jerusalems synlige og usynlige mure. ”Hvis Israel var som Tel Aviv, så ville jeg have ment, at det havde været al besværet værd,” lød slutreplikken fra Pundik.

Hvad angår fredsperspektivet, betonede Pundik, at der må prikkes hul i frygt, mistro og had israelere og palæstinensere imellem. Der kan ikke sluttes fred, hvis man tror, at modparten går rundt med knive i ærmet.

Det kræver mod, og det kræver, at bevægelser som Hamas opgiver deres mål om at slette Israel fra landkortet. Herbert Pundik ironiserede over de europæere, som på bekvem afstand vil belære israelerne om tolerance i forhold til stålsatte Israel-hadere. Ingen kan kræve af andre folkeslag, at de skal opføre sig som naive offerlam.

Historien har lært jøderne et og andet, som ikke-jøder vanskeligt kan forstå. ”Det splittede Israel” handlede selvsagt om Israel og de særlige forhold i landet, men det var også et bidrag til en global debat.

Den, som handler om forholdet mellem religion og tolerance. Er troen på en absolut sandhed vejen til intolerance, også socialt og politisk, ja, i sidste ende til terrorisme? Er der så at sige en uforsonlig og grænseoverskridende kulturkamp mellem Jerusalem og Tel Aviv?

Det kan der så sandelig være, men religion er mange ting, og også sekularisering kan blive religiøs og intolerant. Det er ikke troen på en absolut sandhed, som skaber social og politisk intolerance, det er indholdet af den sandhed.

Jesper Bacher er sognepræst