Hvor er det danske i Danmarks Radios tv-serier?

DR's prisbelønnede dramaafdeling svigter den nationale forankring og dyrker i for høj grad det sterile internationale rum. Derfor halser deres nyeste serie "Bedrag" efter TV 2's "Badehotellet", som netop fortæller en historie om os danskere, skriver Sørine Gotfredsen

Nikolaj Lie Kaas kan skabe intensitet i enhver karakter, men end ikke hans eminente nærvær kan hindre, at DR's nye serie ”Bedrag” virker kedsommelig og uvedkommende, mener Sørine Gotfredsen.
Nikolaj Lie Kaas kan skabe intensitet i enhver karakter, men end ikke hans eminente nærvær kan hindre, at DR's nye serie ”Bedrag” virker kedsommelig og uvedkommende, mener Sørine Gotfredsen. . Foto: Christian Geisnæs/DR.

Muligvis står vi ved et interessant punkt for DR's berømte søndagsdramaer. Personligt mærker jeg træthed, og noget tyder på, at jeg ikke er alene. Det viser sig nemlig, at den nye serie ”Bedrag” ikke opnår særligt høje seertal og tilmed halser efter i forhold til TV 2's ”Badehotellet”. De to serier sendes henholdsvis søndag og mandag aften, og der er rig mulighed for sammenligning. ”Bedrag” handler om grådighed, fup og finanskrise, mens ”Badehotellet” foregår i 1930'erne og udfolder tiden og relationerne på et jysk badehotel.

Og når ”Badehotellet” nyder mest succes, kan det have at gøre med, at DR's prisbelønnede dramaafdeling svigter forankringen og i for høj grad dyrker det sterile overnationale rum. Tidens værdineutrale syge har også ramt den gamle tv-kanal.

Mange scener i ”Bedrag” finder sted i golde mødelokaler bag store glasfacader, og personerne bevæger sig rundt i kølige optagelser stort set blottet for spor af det danske. For nu at tale lige ud af posen: En bekendt sagde forleden, at hun savner spor af det konkrete Danmark, også landets natur, og sandt er det, at man føler sig hensat til en slags klaustrofobisk science fiction-tilstand, hvor begivenhederne er afskåret fra et rigtigt samfund af kød og blod.

Skuespillet fejler ikke noget. Nikolaj Lie Kaas kan skabe intensitet i enhver karakter, men end ikke hans eminente nærvær kan hindre, at historien udånder i mangel på identifikation. Samme problem prægede serier som ”Ørnen”, ”Livvagterne”, ”Mord uden grænser” og ”Broen”.

Fortællingerne mangler følelsesmæssig forankring, og man aner åndedraget fra den historieløshed, der præger vores tid som helhed. Resultatet er, at man som seer føler sig sært uberørt, og DR illustrerer for os, at mennesket også har brug for at mærke sine egne rødder for at blive tiltalt.

Dette har de forstået på TV 2. ”Badehotellet” udfoldes i et historisk forløb, hvor man nu er nået frem til nazismens truende armbevægelser, og hvor hotellets stamgæster udgør en broget forsamling af danskere. Skuespillet balancerer løbende på kanten til plump komedie, men pointen er, at ”Badehotellet” fortæller en historie om os.

Mens ”Bedrag” nærmest afvikler det danske, dyrker ”Badehotellet” det på frimodig vis, og TV 2 har omsider fundet en formel, der kan true DR's drama-herredømme. Eller rettere sagt: DR har selv lukket TV 2 ind i varmen ved at følge et spor, hvor en stor del af det nationalt samlende er smidt over bord.

Jeg taler ikke om, at Dannebrog og Dybbøl Mølle skal indgå i enhver panorering, men i en tid, hvor den globale kraft hviler som en bestemmende skygge over vore liv, mærker man et vist vemod ved også at være omringet af den i tv-fiktionens verden.

Det siges ofte, at man i DR ønsker at samle danskerne om det, vi har tilfælles. En serie som ”Bedrag” udmærker sig mest ved at handle om det, vi ikke har tilfælles, og hvis nogen de seneste søndage har følt strejf af trist kedsomhed, er det ikke spor mærkeligt. Serien vedkommer os ikke.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist