Prøv avisen

Hvorfor sagde Per Stig Møller ikke fra i tide?

"Med en imponerende selvsikkerhed betvivlede tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) tirsdag aften en række af de konklusioner, som førte til et folketingsflertals beslutning om at lade Danmark gå med i Irak-krigen i marts 2003," skriver Kurs Strand. Arkivfoto af Per Stiig Møller. Foto: Leif Tuxen.

"Interessant ville det også være at få svar på, hvorfor den tidligere udenrigsminister efter USAs brug af tvivlsomme afhøringsmetoder af fanger fra krigene i Irak og Afghanistan fortsat har tillid til den store alliancepartner," skriver Kurt Strand i dagens mediekommentar

Jeg ville lade våbeninspektørerne komme ind. Du lader jo ikke folk undersøge (om der var masseødelæggelsesvåben), hvis du allerede har besluttet dig (for at gå i krig).

Med en imponerende selvsikkerhed betvivlede tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) tirsdag aften en række af de konklusioner, som førte til et folketingsflertals beslutning om at lade Danmark gå med i Irak-krigen i marts 2003.

Tvivlen blev rejst i afsnit to af tre i DR 2-serien Per Stig Møller om krig, fred og Muhammedkrise, hvor den konservative toppolitiker mestendels uimodsagt udlægger teksten til fordel for sit eget eftermæle.

Samtidig benytter Per Stig Møller lejligheden til at lægge luft til sin statsminister, Anders Fogh Rasmussens (V), gøren og laden.

Allerede efter den første udsendelse blev den tidligere udenrigsministers vurderinger og efterrationaliseringer anfægtet af andre aktører tæt på beslutningsprocesserne i VK-regeringens top.

Men måske er det mest interessante ikke, om Per Stig Møllers udlægninger er korrekte eller ej. Langt mere relevant er det egentlig at fokusere på, hvorfor han ikke sagde fra, da de ifølge ham forkerte beslutninger blev truffet?

Men spørgsmålet blev ikke stillet hverken i den første eller i den anden udsendelse. Og Per Stig Møller slap af sted med at sige, at han jo ikke kunne gå i rette med sin politiske chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Nej, naturligvis kunne han ikke det. Men intet hindrede ham i at sige fra over for den samvittighed, som åbenbart tynger i dag. Hvorfor tav han, rettede ind og lagde ryg til beslutninger, som var ham inderligt imod?

Svaret ville nok være hvis spørgsmålet blev stillet at det gør man ikke, når man sidder i toppen af beslutningsprocessen.

Men hvorfor gør man ikke det? Historien er fuld af eksempler på politikere, som efterfølgende erkendte, at de gik med til beslutninger, de var imod. Og det ville derfor være interessant med mere fokus i Per Stig Møller-udsendelserne på det, der åbenbart er den politiske logik.

Interessant ville det også være at få svar på, hvorfor den tidligere udenrigsminister efter USAs brug af tvivlsomme afhøringsmetoder af fanger fra krigene i Irak og Afghanistan fortsat har tillid til den store alliancepartner.

Vi skal være loyale. Vi skal være pålidelige. Vi skal være til at stole på, lød det på talepapir-dansk fra Møller. Få minutter senere kaldte han det utrolig trist, at amerikanerne i en række tilfælde gav Danmark og andre allierede forkerte informationer om eksempelvis ikke-påviste masseødelæggelsesvåben, der satte krigen mod Irak i gang.

For en udenforstående giver den møllerske og politiske logik ingen mening. Også derfor ville det have været relevant at udfordre den tilsyneladende modsigelse.