P2 er fuld af guld og klassisk musik

Jesper Bacher er bekymret over, om danskerne er ved at glide væk fra den klassiske musik. Derfor glæder han sig over P2, som er viet til den klassiske musik og derfor er en radiokanal, der i den grad er bevaringsværdig

Bliver klassisk musik en raritet for feinschmeckere og særligt kyndige, mens de yngre generationer bliver stadig mere døve for de gamle mestre, spørger Kristeligt Dagblads anmelder. Billedet er fra åbent hus i DR Koncerthuset i 2010.
Bliver klassisk musik en raritet for feinschmeckere og særligt kyndige, mens de yngre generationer bliver stadig mere døve for de gamle mestre, spørger Kristeligt Dagblads anmelder. Billedet er fra åbent hus i DR Koncerthuset i 2010. Foto: Jakob Boserup/DR

For nylig så jeg et citat i Kristeligt Dagblad, som gjorde indtryk. Det var fundet af Anders Raahauge og ophavskvinden den australske pianist Anna Goldsworthy, som udtrykte en bekymring for aldersgennemsnittet ved klassiske koncerter og udtalte:

”I mine mørkeste stunder spekulerer jeg over om en empati over generationerne stadig er mulig, eller om vi glider så langt væk fra Beethovens og Schuberts verden, at de snart ikke vil sige os noget.”

Glider vi væk fra den klassiske musik? Bliver den en raritet for feinschmeckere og særligt kyndige, mens de yngre generationer bliver stadig mere døve for de gamle mestre?

”Lad falde, hvad ikke kan stå,” var der engang en dansk statsminister, som sagde, men et fald kan også være et forfald.

Hvad går ind, hvor og hvis den klassiske musik går eller siver ud? Ja, det gør selvfølgelig andet musik, men gives der nogen musikalsk erstatning for den skønhed og dybde, som findes i den klassiske tradition? Den dragning, som fører hinsides verden og dog favner verden, den inderlighed, som lodder sjælen og det håb, som rører ved himlen?

Med al respekt og værdsættelse af anden musik har jeg ikke fundet det i tilnærmelsesvis samme grad. Og jeg tror, det er mere end et spørgsmål om smag og behag.

Hvis en kultur bliver fremmed for sine ypperste frugter, er det fremmende for apati og selvopgivelse. Vesten har nok at angre, men også uendeligt meget at give til resten af verden.

Den dag Beethovens symfonier kan opføres i Mekka, ville det ikke være en sejr for kulturimperialismen, men for menneskeånden. Dette være sagt som verbal overture til nærværende hyldest af P2, som jeg også denne uge stort set har lyttet til hver eneste dag. Kanalen som netop er viet den klassiske musik.

Det begynder i den årle morgenstund med P2 morgenmusik, som smyger sig livsaligt om sindet, suppleret af gode kommentarer.

Senere på dagen lægger jeg med fornøjelse øre til ”Amadeus”, hvor Frank Jensen er den vidende og venlige vært. Han spiller ikke bare de velkendte mestre, men introducerer også lytterskaren til nye musikalske bekendtskaber. Nu er jeg ingenlunde en stor musikkender, så måske skyldes det min vankundighed, at jeg aldrig havde hørt om den ukrainske pianist og komponist Valentin Silvestrov, før Frank Jensen gav ham adgang til min radio.

Og der stod man så i sit køkken og blev henført af nærmest overjordisk kormusik i form af Silvestrovs vuggesvise til Jesus-barnet ”Christmas Lullaby”.

Og således er P2 fuld af guld. En Noas ark ladet med den skønneste musik, som tænkes kan. Vel er der nogle mislyde, også den klassiske musik er af vekslende kvalitet, og noget når aldrig rigtigt ind i hjertekammeret.

Det ændrer ikke ved, at P2 i den grad er bevaringsværdig.

Vel er der, så vidt undertegnede ved, heller ingen planer om at lukke, men sparekniven sidder løst i disse tider, og det giver flere lyttere at satse på populærmusikken.

P2 løfter en arv, som ikke må dø, og derfor må den holdes i live!

Jesper Bacher er sognepræst