Idealisme og realisme her og hinsidan

Mattias Tesfaye drøftede SF's krise i onsdagens Deadline på DR2 og fortalte, hvordan venstrefløjens dogmer var udfordret af globalisering med fritflydende kapital og arbejdskraft

Mattias Tesfaye arbejder på et tage på Amager
Mattias Tesfaye arbejder på et tage på Amager. Foto: Tor Birk Trads / Dagbladet Infor/Tor Birk Trads / Dagbladet Inf.

DET VAR SFS GRUNDLÆGGER, Aksel Larsen, som engang sagde, at man skal passe med at løfte fanen så højt, benene ikke kan nå jorden.

Idealismen kan blive så højtflyvende, at man mister den realpolitiske jordforbindelse. Det gælder imidlertid også, at man kan sænke fanen så lavt, at man mister forbindelse til sit eget grundlag. Gør SF det sidste med sin deltagelse i regeringen, ikke mindst i forbindelse med salget af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs?

Det var genstand for diskussion i onsdagens udgave af Deadline på DR 2, hvor tidligere spindoktor Peter Goll og den tidligere næstformand i SF Mattias Tesfaye drøftede partiets krise med studievært Martin Krasnik.

LÆS OGSÅ: Mediekommentar: Den kære familie

Peter Goll nævnte, at SFs berettigelse var et venstrefløjsparti, der fastholdt idealerne og samtidig søgte indflydelse, men prisen for regeringsdeltagelse havde været meget høj. Da Deadline blev sendt, var der opnået et flertal for Dong-salget i SFs landsledelse, men virkeligheden kan overhale nyhederne, og torsdag morgen stod det klart, at SF nu har forladt regeringen. Idealismen blev så tyndslidt, at det eneste realistiske var at ud gå ud af regeringen.

Mattias Tesfaye fortalte, hvordan venstrefløjens dogmer var udfordret af globalisering med fritflydende kapital og arbejdskraft. Man kan ikke som tidligere bare beskatte sig til mere offentlig velfærd. Hvis virksomhederne brandbeskattes, så kan produktionen flyttes til andre lande. Er vi ikke konkurrencedygtige, er der ikke råd til gaver, heller ikke fra venstreorienterede julemænd.

Diskussionen om idealisme og realisme gik på sin vis videre i næste indslag, hvor vi hørte, hvorledes Yahya Hassans digtsamling havde mødt anderledes skepsis i Sverige end her til lands. Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, havde udlagt teksten i broderlandet og var blevet beskyldt for racisme og højreekstremisme.

Det er da, som en nær ven ynder at sige: god humor. Politikens mand udsat for svensk forargelse over den danske udlændingedebat! Det var ærligt talt noget pudsigt at høre Jes Stein Pedersen tale om, hvordan svenskerne var håndsky i forhold til den problematiske virkelighed. Dog forsømte Jes Stein Pedersen ikke at kalde Sverige en humanistisk forpost. Tja, humanisme lyder så smukt, men den idealistiske humanisme har det med at lukke øjnene for det, som ikke passer med idealerne. En realistisk humanisme går med åbne øjne og er mere optaget af sandhed end pænhed.

En svensk avisredaktør deltog i debatten fra Stockholm og erklærede, at man måtte vare sig for at generalisere og i øvrigt være opmærksom på forskelle muslimerne imellem. Det kan man dårligt være uenig i, men for så vidt islam indebærer hævdelse af en social og politisk orden i modstrid med de vestlige normer og traditioner, er civilisationernes sammenstød en del af den europæiske virkelighed. Også i Sverige.