Prøv avisen

Ikke al lidenskabelig tro er et udtryk for ekstremisme

Foto af en hestetrukket amish-vogn på en amerikansk landevej. Foto: .

Man skal passe på med at dømme al lidenskabelig tro som ekstremisme. Gud fordrer ikke lunken forbeholdenhed, men helhjertet hengivelse

Som mediekommentator på Danmarks allerkristeligste dagblad med tro, etik og eksistens som særligt stofområde kan man dårligt overse en hel temaaften viet til religion. Derfor skal lørdagens temaaften på DR 2, eller noget af den, også være genstand for det følgende.

Aftenens overskrift hed Ekstrem religion og vejen ud, så var tonen angivet. Det var ikke den bløde mellemvare, som var i fokus, men radikal religion og bruddet med den.

Jeg så det første program, Farvel til amish-familien, om to amish-familier, som blev udstødt af kirken og dermed af det sociale miljø, hvor de var født og opvokset.

Amish-kirken er, som det vil mange bekendt, et hovedsageligt amerikansk og canadisk kirkesamfund, som i vid udstrækning forsager moderne teknologi. Amish-folket kører i hestevogn, kvinderne går med kyser og mændene med bredskyggede hatte og fremstår i det hele taget som trådt ud af et andet århundrede. Centrale dyder er ydmyghed, jævn livsstil og distance i forhold til den ugudelige omverden.

Man kan let komme til at romantisere amish-folket. De mange turister i amish-land var i hvert fald fascinerede af det alternative samfund, og i en tid, hvor simple living fremholdes som et ideal, kan amish-folket forekomme helt ideelt. Der kommer ikke meget CO2-udslip fra dem, og det er da såre miljøfromt.

Amish-folket kræver imidlertid også en nøje overholdelse af sit omfattende regelsæt og øver en streng kirketugt, som straffer afvigelse med udstødelse. Ephraim Stoltzfus blev således betragtet som stolt, da han optrådte som gadeprædikant.

Ifølge den herskende opfattelse i amish-kirken skal man nemlig ikke evangelisere i det offentlige rum, men missionere gennem sin livsstil.

Sammen med en anden amish-familie stillede Stoltzfus-familien spørgsmål ved den isolerede levevis og de mange regler. Ikke at de tvivlede på Gud. Tværtimod. De var snarere blevet vakt til en anden og inderlig kristendomsforståelse gennem bibelstudier og forbindelse med et evangelisk kirkesamfund, og Ephraim Stoltzfus ville vel gerne være en slags amish-reformator.

Han led som andre reformatorer også den tort at blive ekskommunikeret af sin kirke. Temaaftenen hed som nævnt Ekstrem religion og vejen ud, men Ephraim Stoltzfuz var sandelig ikke blevet liberal i sin tro. Han undsagde blandt andet et gøglermarked som det rene djævelskab og var stålsat biblicist under det brede smil.

Nu skal man også passe med at dømme al lidenskabelig tro som ekstremisme. Gud fordrer ikke lunken forbeholdenhed, men helhjertet hengivelse. Tro er ikke en åndelig hobby, men et spørgsmål om liv og død, frelse og fortabelse, himmel og helvede.

Man siger ganske vist alt med måde, men kristeligt set må det tilføjes undtagen nåde. Var der måde med nåden, var der måske ikke nok netop til mig. Det er faktisk ekstremt at tro på Jesu korsdød for vores skyld. Har man set magen til yderligtgående kærlighed?