MAN KAN SE rejseprogrammer, som går til eksotiske og fjerne lande, og således blive berejst foran skærmen; man kan også se programmer, som tager en med til miljøer, som er fjerne og fremmede for de fleste, selv om de ikke er langt væk.
Det sidste var tilfældet med TV 2-dokumentaren Fangerne om livet i Danmarks mest sikrede fængsel, som løb over skærmen onsdag aften. Her følger vi nogle af de fængslede i Statsfængslet Østjylland, som angiveligt skulle være Nordens bedst sikrede fængsel. Der sidder man ikke just for ubetalte parkeringsbøder, men afsoner lange og sommetider tidsubestemte straffe for grov kriminalitet.
Jeg er altid lidt betænkelig ved fjernsynstid til kriminelle. Hvordan sætte fokus på disse mennesker, uden at medierne giver dem en upassende status? Der er vel knap større ridderslag end medieopmærksomhed i vores tid, og Simon Spies motto om, at al omtale er god omtale, har noget for sig.
LÆS OGSÅ: Gåden Hitler
På den anden side skal dokumentargenren forholde sig til den brogede virkelighed og gøre verden større for seerne. Det er også udmærket at se kriminelle som mere end deres synderegister. De er netop ikke umennesker, de er mennesker trods deres ugerninger.
Men når der toner en sympatisk kriminel frem på skærmen, skal man ikke glemme dem, man ikke ser. Ofrene for kriminalitet og deres sorg og smerte.
I onsdags så vi den voldsdømte Kaktus, som i kraft af sine mange domme sad fængslet på ubestemt tid ifølge straffelovens paragraf 70. Kaktus havde paragraffen tatoveret i ansigtet som en påmindelse om sin lod. Han var nu kommet i god gænge og havde lagt stoffer og alkohol på hylden. Nu håbede han på et normalt liv, uddannelse, arbejde og en sød kæreste.
Der er meget længsel i et fængsel.
MAN FIK OGSÅ INDTRYK AF rammerne i Statsfængslet, som var gode og indbydende, men muren var høj, og kontrollen grundig. Fængselspersonalet kendte sine pappenhejmere og de gængse tricks til indsmugling af stoffer og anden forbuden frugt. Fangevogterne havde imidlertid ikke mistet blikket for fangernes menneskelighed. Som en forhørsleder sagde det, var det afgørende at tage de indsatte alvorligt og lytte til dem. Tilgangen forekommer ikke blød og vag, men stærk og realistisk. Det er naturligvis også vigtigt, at fangerne ikke får mulighed for at øve afpresning og indkassere uretmæssige privileger for fredens skyld. Lov og orden skal herske, ikke mindst i et fængsel.
Det siges ofte, at man ikke bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel. Det er sikkert meget rigtigt. Nogle bliver ligefrem værre, om end der er markante undtagelser. Nu er fængsler også mere end genopdragelsescentre. Fængsler indelukker mennesker, som i kraft af deres handlinger har udelukket sig fra samfundet. Inden for murene har de i hvert fald ikke samme muligheder for at øve kriminalitet og foregribe sig på andres ejendom og person. Det er også værd at tage med.
Jesper Bacher er sognepræst