Ingenting i verden kan være så stille som sne

Anna Skyggebjerg
Anna Skyggebjerg. Foto: Line Klein.

Overskriften til disse spalter er hentet fra digtsamlingen Vintersange af Helge Rode (1870-1937). Det vil sige, jeg har indføjet et forbeholdent, nutidsafstemt kan være. I sin helhed lyder det berømte første vers sådan her:

Der er ingenting i verden så stille som sne,/ når den sagte gennem luften daler,/ dæmper dine skridt,/ tysser, tysser blidt på de stemmer,/ som for højlydt taler.

Den, der hørte lørdagens udgave af P1s Radiofortællinger, vil forstå, hvorfor jeg citerer netop dette vers.

Louise Witt-Hansen og Thomas Smedegaard havde tilrettelagt udsendelsen efter det sædvanlige mønster: Programværterne modstiller to historier, der på en givende måde belyser hinanden. I lørdags handlede de om stilhed.

I første og sidste del af Radiofortællinger besøgte Louise Witt-Hansen refugiet Dyssegård i Hølkerup ved Nykøbing Sjælland, hvor man kan opholde sig for at lære at være stille. Bente fortalte om at lave ingenting og at være stille, mens man gør det.

Bente har selv vænnet sig til at have mindst en halv time i stilhed hver morgen. Af og til gennemfører hun at være tavs i hele tre døgn. Så taler hun ikke med andre end Gud. Jeg lyttede til udsendelsen under indtryk af en artikel fra lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad:

Jeg tænker her på Nanna Scheldes omtale af forfatter Anna Skyggebjergs kommende bog om at være introvert. At være indadvendt er noget, man skal erkende og lære at godtage som en værdifuld egenskab netop i massemediernes udadvendte verden.

LÆS OGSÅ: Det sande billede af Gud

Det midterste lange afsnit af udsendelsen byggede angiveligt på en artikel i Kristeligt Dagblad af Thorsten Asbjørn Lauritsen fra den 6. september 2007. Den handlede om Broder Bas, der efter 54 år som munk havde opgivet sit liv som en af de sidste tre klostermunke i Danmark.

I 41 år havde Broder Bas opholdt sig i det bornholmske cistercienserkloster Myrendal ved Olsker.

Ud over studier bød dagen her på almindeligt fysisk arbejde i bogbinderiet og på klosterets tilhørende marker. Men først og sidst på stilhed, bortset fra bøn, læsning af bibeltekster og liturgiske handlinger.

Det var på den måde blevet til Danmarks to sidste munke, Thomas Smedegaard var taget til et snedækket Bornholm for at besøge. Noget optimistisk, må man sige, for som det fremgik, havde han på forhånd fået at vide, at hans besøg bestemt ikke var ønskeligt.

Lytterne kunne følge hans knirkende skridt i sneen og ankomsten til Myrendals hvidkalkede, muggentgrønne bygninger med de blåmalede vinduer. Man hørte dørhammeren slå gentagne gange og overværede til sidst en stilfærdig, men meget bestemt afvisende modtagelse.

Thomas Smedegaard fortalte, at han efter at have slukket for båndoptageren var blevet tysset alt andet end blidt, ja, var blevet skældt ud for sin uforskammede højlydte tale. Der må have været meget stille i snelandskabet, da han flovt traskede tilbage ad den lange, lange markvej!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder