”Den sidste spasser” har vid og bid

I DR-programmet ”Naturens uorden” stillede den handicappede Jacob Nossell dybt eksistentielle spørgsmål, som har adresse til enhver, skriver sognepræst og mediekommentator Jesper Bacher

Med vid og bid, humor og selvironi reflekterede Jacob Nossell over sit selvbillede contra omgivelsernes billede af ham. -
Med vid og bid, humor og selvironi reflekterede Jacob Nossell over sit selvbillede contra omgivelsernes billede af ham. - . Foto: Moving Documentary/DR.

”HAR JEG LOV AT LEVE?”.

”Vil jeg have et handicappet barn?”.

”Findes der noget normalt?”.

Sådan lød de tre spørgsmål fra spastikeren Jacob Nossell, som bar den forestilling, han fik opført på Det Kongelige Teater, og dokumentaren om hans liv, ”Naturens uorden”, som tirsdag aften blev sendt på DR 2. Jacob Nossell stillede spørgsmålene på baggrund af sit handicap, men spørgsmålene har sandelig adresse til enhver.

Med vid og bid, humor og selvironi reflekterede han over sit selvbillede kontra omgivelsernes billede af ham. En hjernescanning viste, at forskellen mellem hans hjerne og en ”normal” hjerne var ganske lille, men altså nok til at give et synligt og hørbart handicap.

Netop i Jacob Nossells tilfælde var man ellers tilbøjelig til at sige, at hjernen ikke fejlede noget. Den unge journaliststuderende og dramatiker var legemligt svækket, men intellektet var sandt for dyden usvækket og potent.

Jacob Nossell følte sig normal, men samtidig var han sig smertelig og illusionsløst bevidst, at sådan var han ikke i andre menneskers øjne. Han kunne ikke ignorere sit handicap, og dog havde han svært ved se sig selv som handicappet. Kroppen pegede i én retning, ånden i en anden.

JACOB NOSSELL VIDSTE GODT, at der ville blive færre af hans slags med tiden. Scanningsteknikken kan åbenbare handicaps på fosterstadiet, og i det gode livs eller måske snarere normalitetens hellige navn aborteres handicappede børn. Jacob Nossell holdt en tale til mennesker i 2040, hvor andre end de fysisk normale og lydefrie var frasorteret, og kaldte sig ”den sidste spasser”.

I en samtale med lektor i bioinformatik på Aarhus Universitet Thomas Mailund blev det sagt meget klart, at det ligger i os at vælge de bedste gener, og jo mere vi kan vælge, jo mere vil vi vælge de stærke og raske og fravælge de svage og anderledes. Bramfrit formuleret af den aarhusianske lektor til Jacob Nossell:

”Jeg er grim og tyk, derfor får jeg ikke nogen kone. Du er spasser, derfor får du ikke. Det er ikke en rar verden, det er en hård og brutal verden, som vi lever i.”

Så er det sagt! Men er det alt? Er vi under de kulturelle facader bare hunner og hanner på jagt efter dominans og den stærkeste mage? Flokdyr på savannen i evig rivalisering, hvor de svage bukker under og med tiden uddør? Er vi bare kød med hjerne?

Man kan dårligt benægte de elementer. De er kun alt for tydelige og påtrængende. Savannen er kendt terræn for ethvert menneske, selv om vores savanne ikke umiddelbart ligner den på Serengeti-sletten.

Og dog er der andet og mere at sige. Engang var der en mand, som kaldte tjeneren for den største og sagde, at de sagtmodige skulle arve jorden. Uagtet deres status på savannen.

Engang var der en mand, som mente, at den, som mister sit liv, skal redde det, og som hævdede, at Gud tæller alle hovedhår, fordi mennesker er andet end tal og eksemplarer. Mandens navn var Jesus.

”Naturens uorden” var titlen på Jacob Nossells selvbiografiske dokumentar, men den fortalte nok så meget om kulturens uorden.

Jesper Bacher er sognepræst