Italien i februar

TV & radioanmeldelse af Jesper Bacher

Mediekommentar
Mediekommentar Foto: .

Kender du landet, hvor citronen har sit hjem?/guldoranger gløder i de mørke blades gem/vinden vifter mildt fra en himmel altid blå/hos de stille myrter de høje laurbær stå?.

Sådan begynder et af de mest berømte hyldestdigte til Italien i Oscar Madsens danske oversættelse.

Forfatteren er den tyske åndsfyrste Johan Wolfgang von Goethe, som sidst i 1700-tallet udødeliggjorde sin kærlighed til støvlelandet i sangen til Mignon.

Vi er mange, der deler den kærlighed. Italien har virket dragende for generationer af nordboer.

Alle slags mennesker har sat næsen mod Italien. Kunstnere har fundet inspiration, gastronomer er blevet henrykket, naturelskere fortryllet og fortidsgranskere overvældet.

Italien er rig på sol, natur og kultur, og selvom regeringen fattes penge statsgælden overgår det årlige BNP så er landet fremdeles en skatkiste, hvor der altid er noget at hente for øje, mave og ånd.

Og de italienske drømmerier fik ny næring, da DR 1 fredag formiddag sendte et afsnit af svenske Bo Hagströms kulinariske Italiensfærd. Solens mad hedder serien, og da den globale opvarmning synes at svigte for tiden, varmede jeg mig ved at følge den misundelsesværdige svensker rundt i hine solbeskinnede egne.

Det var velgørende at køre med langs Candigliano-floden bare navnet som løber nede i Furlo-slugten, og igen måtte man imponeres af den romerske ingeniørkunst, da turen gik gennem en fin klippetunnel anlagt under Kejser Vespasian i år 77. Vi fik også charmerende glimt af det italienske folkeliv. Glade mennesker med et glas i hånden, milde gamlinge på torvet og stolte repræsentanter for det italienske køkken og den berømmede vinproduktion.

Ja, ja, det er selvfølgelig ikke det fulde Italiensbillede, men på en kold februardag i præstegården lapper man gerne det hele i sig.

I centrum af programmet stod selvfølgelig maden, og mens mundvandet steg, kunne man se Bo Hagström nyde hjemmelavede specialiteter, som den trinde krovært overstrøede med revet hvid trøffel. Det er en dyr spise, som bliver solgt i Roms og Milanos delikatessebutikker for 15.000 kroner pr. kilo. Nå, men det kostede kun tv-licensen at se på. Det var nu også en smagløs affære.

I byen Furlo, hvor Bo Hagström indtog nævnte lækkerier, bød kroen på et værelse, hvor Mussolini have overnattet intet mindre end 55 gange. Stilen var såkaldt Mussolini-empire, og faktisk havde diktatoren fået værelset transporteret hertil fra Palazzo Venezia i Rom.

Furlo behagede åbenbaret den skaldede fascistleder, og det samme gjorde den hvide trøffel. På en filmoptagelse fra hans regeringstid udtalte Mussolini til en større forsamling: Jeg vil have hvide trøfler til morgenmad, hver dag. Det fik han måske også, men italienere fik krig og dyrtid ud af Mussolinis regime.

Nej, det skortede ikke på gastronomi og gode historier i Solens mad, men livet er andet og mere end nydelse. Mennesker lever ikke af brød og hvide trøfler alene. Den brødflove sjæl må på kost hos Jesus for nogensinde at blive rigtig mæt.

Jesper Bacher er sognepræst.