Sørine Gotfredsen: Pride-bevægelsen er blevet et symbol på ”korrekt” tænkning

Mangfoldighedsideologien har fået stor magt, mange politikere underlægger sig som små hunde, og man forstår udmærket, at de missionske aner, at nettet strammes om den frie tænkning, skriver Sørine Gotfredsen

Man diskuterer nu på Frederiksberg Rådhus, om regnbueflaget i denne bygning simpelthen permanent skal vaje sammen med Dannebrog, skriver Sørine Gotfredsen.
Man diskuterer nu på Frederiksberg Rådhus, om regnbueflaget i denne bygning simpelthen permanent skal vaje sammen med Dannebrog, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

INDRE MISSION HAR taget til orde. Det skyldes, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i august ved den store prideparade i København holdt en tale, hvori han lagde afstand til et såkaldt forstokket livssyn, der ikke vil acceptere, at nogen har en anden seksualitet.

Blandt de indremissionske bekymres man over en voksende fordømmelse af dem, der ikke ubetinget underlægger sig tidens korrekte tænkning, da de mener, at det kan blive sværere og sværere at føle, at man hører ligeværdigt til i Danmark.

DR’s ”21 Søndag” bragte i denne weekend en reportage fra Harboøre, hvor de lokale repræsentanter for Indre Mission understregede, at ægteskabet bør ses som et anliggende mellem mand og kvinde, men at de ikke på nogen måde fordømmer homoseksuelle personer. Indslaget var indholdsmæssigt loyalt over for de medvirkende i Harboøre, men til gengæld skæmmet af den rastløse klipning, hvor ingen får lov at sige mere end halvanden sætning ad gangen.

Resultatet er, at man sidder tilbage med en temmelig spinkel substans og spørger sig selv, om ikke man i tv-branchen generelt undervurderer folks fatteevne. Vi kan godt kapere lidt flere ord ad gangen.

Imidlertid forstod man, at de indremissionske har fat i noget. Det er rigtigt, at pride-bevægelsen er blevet til et så ensrettende symbol på korrekt tænkning og ædelt sindelag, at mange virksomheder efter sigende slet ikke tør lade være med at iklæde sig regnbuefarver hvert år i august. Oven i købet diskuterer man nu på Frederiksberg Rådhus, om regnbueflaget i denne bygning simpelthen permanent skal vaje sammen med Dannebrog.

Mangfoldighedsideologien har fået stor magt, mange politikere underlægger sig som små hunde, og man forstår udmærket, at de missionske aner, at nettet strammes om den frie tænkning. For det gør det, alt imens der hersker en udbredt forvirring angående, hvem de forstokkede egentlig er.

JEG VED IKKE, om Lars Løkke Rasmussen direkte har sat ord på Indre Mission, men i søndags kunne man pludselig høre, at Niels Kirk fra Harboøre og Lars Løkke Rasmussen fra Statsministeriet stort set formulerer sig ens. Stående i kostalden udtalte Niels Kirk, at han ikke fordømmer homoseksuelle, men heller ikke forstår dem, mens statsministeren sagde cirka sådan her: Jeg kan ikke inde

i min krop forstå, at man kan tænde på det samme køn. Men jeg er nødt til at acceptere det.

Begge mænd tænker pænt og nydeligt og naturligt, og betegnelsen forstokket hænger lidt hjemløst i luften.

Mit gæt er, at Lars Løkke Rasmussen primært tænker på den fundamentalistiske del af landets muslimer og dernæst sikkert i lettere diffus forstand på de grupper af kristne, som han formoder måske kan være af lignende støbning. De er dog svære at finde i dagens Danmark, idet man jo sagtens kan være imod ægteskaber mellem to af samme køn uden at være imod homoseksuelle mennesker. Ellers ville mange danskere i dag falde ind under betegnelsen forstokket.

Jeg vælger at antage, at vi trods alt ikke er havnet der endnu.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.