LIGGER DET IKKE i sagens natur eller i eventyrets gang, at jagten på kejserens nye klæder vil være frugtesløs? Klæderne er jo illusionære og findes kun i menneskers forfængelige bevidsthed. Jo vist, men det betyder ikke, at jagten på originalmanuskriptet til ”Kejserens nye klæder” behøver at være frugtesløs. Og det var netop denne jagt, som vi fik lov at følge i ”Jagten på de forsvundne eventyr” på DR 1.
Baggrunden var tyveriet af originalmanuskripterne til ”Kejserens nye klæder”, ”Den lille havfrue” og ”Elverhøj” fra H.C. Andersens Hus i Odense tilbage i 1992. Efter to et halvt års efterforskning havde det danske politi henlagt sagen, men nu havde DR’s Mette Frisk sat sig for at løse gåden sammen den hollandske kunstdetektiv Arthur Brand. Frisk og Brand – de efternavne nærmest borger for energi og ildhu. Det kunne den gamle eventyrdigter sikkert have fået noget ud af.
VI FIK BESKREVET TYVERIET, som dengang i 1992 ikke var den store udfordring. Der var ikke engang alarm i de montrer, hvor manuskripterne hang. Mette Frisk fik lov at gennemgå politiets efterforskning, og her fandt hun et tip fra en dansk lystsejler, som op til tyveriet havde observeret mistænkelig optræden fra nogle tyske sejlere, som også var blevet set flage for den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion i åben sø.
Skulle de blodrøde terrorister eller deres sympatisører have neglet vores nationalklenodier? Det må vist henregnes under kulturel terror.
Det var i hvert fald et spor, som Mette Frisk og Arthur Brand forfulgte, men ”Jagten på de forsvundne eventyr” var mere end detektivarbejde.
Det var også en dramatiseret fortælling om H.C. Andersens liv med kommentarer fra kendere af digterens liv og værk. Det ene øjeblik hørte vi en professionel kunsttyv fra Amsterdam fortælle om sin lyssky verden, og det næste øjeblik hørte vi en dansk akademiker fortælle om H.C. Andersen.
En af de sidste kunne i øvrigt fortælle, at H.C. Andersens eventyr havde været fast pensum i den kinesiske skole siden 1950, hvor formand Mao lavede en forordning om, at al børnelitteratur skulle være ”pædagogisk og socialistisk opdragende”. Socialistisk opdragende?
Vel startede den grimme ælling ikke en revolution mod andegårdens klassesamfund, men i kinesiske øjne var der altså alligevel næring til den socialistiske opdragelse hos H.C. Andersen.
At Mao kunne være en oplagt kandidat til kejseren med de nye klæder var åbenbart ikke noget, som sprang i øjnene. I eventyret skete der heller ikke noget med den lille dreng, som erklærede, at kejseren ikke havde noget på. Så billigt var en kineser næppe sluppet af sted med at udstille den nådesløse formand.
Under alle omstændigheder var ”Jagten på de forsvundne eventyr” en underholdende sammenfletning af kriminalgåde og litteraturhistorie, og der er endnu to afsnit tilbage. H.C. Andersen kaldte sit liv for et smukt eventyr.
Det ville unægtelig være en smuk slutning, om ”Kejserens nye klæder” kom tilbage til Danmark. Altså manuskriptet, kejserens ånd har aldrig forladt os.
Jesper Bacher er sognepræst.