Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

”Jim og Ghita” mangler mod til langsomhed

”De har format, de to, og i glimt fornemmer man, at der kunne være kommet noget godt ud af turen,” skriver Birgitte Stoklund Larsen om serien ”Jim og Ghita”. – Foto: Anne Bennike/DR

Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er en god opsætning i DR2's nye søndagsserie, og man tror faktisk på, at designer Jim Lyngvild og skuespiller Ghita Nørby kan tale sammen på en måde, der er interessant for os, der kigger med. Men de har simpelthen alt, alt for travlt

SKUESPILLERNE Ghita Nørby og Erik Mørk satte sig på et tidspunkt for at spise en fustage østers, 42 styk af den ædle spise til hver. Det er for meget, 24 kan man godt spise – ifølge Ghita Nørby. Det er hende, som fortæller historien i ”Jim og Ghita”, DR 2’s nye søndagsaftensserie. Den Jim, der gør Ghita Nørby følgeskab på en roadtur rundt i landet, er designeren Jim Lyngvild.

Det er to markante personligheder i én bil. Efter sidste års Ghita-gate på Radio24syv, hvor Ghita Nørby for åben mikrofon gav en journalist skældud efter noder, er forventningen sat efter bramfrihed.

Den udebliver da heller ikke, ingen overraskelse her. Knap har de to sat sig ind i bilen, før Ghita kaster sig over Jim Lyngvild: Slips, jakke og vest egner sig slet ikke til et roadtrip til Nordjylland. Lyngvild tager det pænt, smider slipset og træder på speederen.

FODEN LETTES IKKE, før de en lille halv time senere sidder i klitterne og får en østers.

Inden de når så langt, har man nået at få fornemmelsen af, at de to faktisk godt kan tale sammen på en måde, der er interessant for os, der kigger med. Om at være mor for eksempel – og om at være barn i en fattig familie, men aldrig mangle noget. Jim Lyngvild har talent for at undgå smalltalk.

Problemet er, at de skal nå så meget andet samtidig. De har travlt. De aflægger besøg hos en mand med en travhest ved navn Ghita Nørby. Lægger vejen forbi en have i Hune, som nogle tv-seere vil kende, og et arkitekthjem samme sted fuldstændig proppet med ting fra et langt liv. Og så skal de også lige indenfor på et privat museum for papirkunst samt endelig en tur i Regelbau 411, en gammel tysk bunker med en spændende kunstinstallation af Eva Koch.

DET GROTESKE ER, at de har så travlt. De opsøger nemlig ellers steder, hvor ting tager tid. Hvor der er en pointe i ro, langsomhed og fordybelse. Museumslederen på papirmuseet kalder ligefrem papirkunst en ”langsomhedens kunst”, det handler om at slow down.

Det tager et års tid at lave et af de imponerende papirklip, som man får alt for lidt at høre om. Man når slet ikke at finde ro i den imponerende have, der ellers er anlagt for det samme – et par hurtige roser, et citat af Brorson og så videre i bilen.

Historien bag arkitektens mange ting går man glip af, på samme måde som man overstår kunsten at opdrætte en travhest, som tager mindst tre-fire år.

Der er et helt grotesk misforhold mellem den hastighed, seerne skal igennem det hele, og den ro, der er forudsat og tilstræbt på de steder, Nørby og Lyngvild besøger. Det er, som om man ikke har turdet lave tv i en hastighed, hvor seerne kan følge med en sen søndag aften.

42 østers er for meget – det er ”Jim og Ghita” også. For meget kan godt være lige tilpas. De har format, de to, og i glimt fornemmer man, at der kunne være kommet noget godt ud af turen.

Det ville bare have krævet, at tilrettelæggerne havde truffet nogle valg – og havde haft modet til langsomheden.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.