Prøv avisen
Mediekommentar

Jødehadets genkomst

Den unge Bent Melchior måtte ”gå langs husmurene” og fik besked om at holde sig langt væk fra de nazistiske marcher, der fandt sted i København i hans ungdom. - Foto: Jens Lyngby Jepsen

HISTORIEN KAN VÆRE SÅ AKTUEL, og gamle dæmoner være særdeles livskraftige. Det blev man mindet om ved at se første del af ”De danske jøder” på DR K. Historikere og øjenvidner fortalte om jødernes kår fra 1930'erne og til umiddelbart efter befrielsen i 1945. Men det aktualiserede sigte var også eksplicit. Som der spurgt: Ulmer jødehadet stadig under overfladen?

Vi hørte om den nazistiske antisemitisme, som den udfoldede sig i propagandafilm og smædeskrifter, hvor jøderne blev beskrevet som en særlig grisk og grum race af mennesker. Snyltere og pestbærere, som undergravede den sunde folkelighed og forurenede det rene blod.

DET VULGÆRE JØDEHAD fik også fodfæste i Danmark, hvor antisemitter kastede verbalt mudder og grisetræer ind ad lågen i synagogen på Krystalgade. De danske jøder valgte at holde lav profil for at undgå konfrontationer og kaste benzin på det ulmende bål.

Den unge Bent Melchior fik besked om at holde sig væk fra de nazistiske marcher og, som han selv udtrykte det, ”gå langs husmurene”. De danske jøder konkluderede, at den, som lever skjult og stille, lever bedst, når der er jagttid på gamle syndebukke. Det forstår man så inderligt godt, selv om det er menneskejagten, den er gal med, ikke ofrene.

Jøderne forsatte den lave profil under Besættelsen fra den 9. april 1940, men da samarbejdspolitikken fik ende i 1943, var jøderne uden beskyttelse. Det varede da heller ikke længe, før tyskerne planlagde en deportation af jøderne i Danmark, men det blev i vidt omfang forpurret, da planerne slap ud, og broderparten af de danske jøder blev reddet.

”Lyset i mørket” har man kaldt den danske civilcourage og redningsaktionen over Øresund. Ganske vist var der flere jøder, som måtte slippe anselige pengebeløb for turen, og mange gik ud fra, at jøderne måtte være velbeslåede eller i hvert fald have slægtninge med betragtelige midler.

OGSÅ EFTER KRIGEN var der ikke entydig begejstring, da jøderne vendte tilbage og gjorde krav på deres ejendom og positioner i samfundet. Vi kan godt være stolte over redningen af de danske jøder, men antisemitismen har seje rødder, også i den danske muld.

Men ak, jødehadet har gjort et uhyggeligt og markant comeback i Europa. Jøderne udsættes for morderisk terror, der begås hærværk mod jødiske institutioner, og jødehadet blusser ved offentlige demonstrationer.

I flere byer er det igen klogest for jøderne at gå langs husmurene, diskret og uden synlige tegn på jødedommen. Det sker også i Danmark, og antisemitismen finder især frodig grobund i muslimske miljøer.

Aggressionerne bliver flere og flere, uden at der gøres noget effektivt. Det er bitter ironi, at frygten for at fremstå som racistisk eller fremmedfjendsk i forhold til muslimerne kan gøre efterladende i forhold til muslimsk jødehad.

”Ulmer jødehadet stadig under overfladen?”, lød spørgsmålet. Nej, jødehadet er kommet op til overfalden og står i lys lue.

Jesper Bacher er sognepræst