Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: TV 2 burde give Jørgen Leth et Tour de France mere

”Det er først og fremmest Jørgen Leth, der gennem årene har gjort TV 2’s dækning af Tour de France til en institution, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen

Sørine Gotfredsen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jørgen Leths stemme er nationalt eje, og lyden af den signalerer sommer, drømme og masser af tid, skriver præst og debattør Sørine Gotfredsen, der har svært ved at forstå TV 2’s beslutning

For en del mennesker er der noget historisk over det, hver gang endnu et Tour de France begynder. Som det sker lørdag, når TV 2 sender første etape af det store cykelløb. I år kan det dog for mange danskere komme til at føles endnu mere historisk, idet Jørgen Leth for første gang i mange år ikke kommenterer løbet for TV 2.

Vejene er efter alt at dømme definitivt blevet skilt mellem tv-kanalen og den 82-årige forfatter, filminstruktør og cykelekspert, efter at Leth har afvist denne gang at kommentere løbet fra en base i Danmark.

Jørgen Leth vil være på stedet, men af ukendte årsager mener TV 2 ikke, at det længere fungerer med Jørgen Leth i kommentatorboksen i Frankrig, mens man åbenbart også har opgivet mellemløsningen fra sidste år, hvor Leth sad placeret bag et skrivebord i løbsområdet, hvorfra han løbende blev klippet ind i samtalen.

Og ja, kommentatorparret journalist Dennis Ritter og tidligere toprytter Rolf Sørensen skulle indimellem levere et par stikord, når sammenhængen vaklede for veteranen, men alt i alt gik det fint.

Derfor er Jørgen Leth vred og har klart udtrykt, at han slet ikke føler sig rede til pensionering, og der er noget stærkt bekræftende ved denne insisteren på at blive i sin metier, skønt årene rinder, og man er omgivet af en kultur, hvor det tages for givet, at man snart lægger til kaj.

Mange tv-seere er også vrede, for Jørgen Leths stemme er nationalt eje, og lyden af den signalerer sommer, drømme og masser af tid, og det er svært at forstå TV 2’s beslutning. Kanalen vil sandsynligvis miste seere på grund af den, for Jørgen Leth har aldrig været mere populær blandt folk i alle aldre, og medmindre der findes virkeligt tungtvejende grunde til, at man ikke længere kan have ham med på holdet i Frankrig, ligner det en fejl.

Det er på det seneste blevet meget omtalt, at vi med Mette Frederiksen (S) har fået den yngste statsminister i dansk historie, men det er jo ikke nødvendigvis et plus at være ung i sin betydelige rolle.

Snarere bør det bemærkes, når et menneske skiller sig ud ved i en høj alder at forblive i sin rolle, og tilmed bærer Jørgen Leth sin alder med stor åbenhed.

Når han optræder med sine digte, udfoldes det på rørende vis, hvordan alderen ændrer ens tankemæssige perspektiv og fornemmelse af egen krop, og vi har i en fortsat ungdomsfikseret og dødsangst epoke brug for personer, der går afslutningen i møde stadigt talende.

Det må man sige, at Jørgen Leth gør, og TV 2 burde give ham et Tour de France mere. Dennis Ritter og Rolf Sørensen gør det udmærket, men det er først og fremmest Jørgen Leth, der gennem årene har gjort TV 2’s dækning af Tour de France til en institution. Ikke fordi, at alt, hvad han siger, er lige klogt eller dybsindigt, for Jørgen Leth kan også være banal. Men fordi han siger det på sin egen måde, og fordi han mere og mere siger det med alderens tyngde. En sådan erhverves gennem livslang indsats, og der er ingen grund til, at den skal stoppe før tid.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.