Prøv avisen
Mediekommentar

Johannes Krogh er det lysende fyrtårn i "Herrens Veje"

Lars Mikkelsen spiller provst Johannes Krogh i serien ”Herrens Veje”. – Foto: Tine Harden/DR

Af Sørine Gotfredsen, Sognepræst, forfatter og Debattør

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg følger opmærksomt med i bevægelserne i og omkring Johannes Krogh, der i Lars Mikkelsens suveræne fremstilling udgør en dragende præstefigur, skriver Sørine Gotfredsen

Et stykke af vejen er jeg blevet lidt træt af ”Herrens Veje”, fordi serien stikker i så mange retninger og mangler teologisk kerne. Og desuden fremstiller folkekirken lige lovlig trøstesløst med den evigt sløje stemning på provstekontoret.

Ikke desto mindre følger jeg opmærksomt med i bevægelserne i og omkring Johannes Krogh, der i Lars Mikkelsens suveræne fremstilling udgør en dragende præstefigur. Nok er han en kende svær at placere, idet han fremstår tidehvervsk i det ene afsnit for i det næste at være mere aktivistisk, mens han samtidig har udviklet sig fra en identitet som næsten dæmoniseret alkoholiker til tedrikkende farfar, men midt i denne sammensathed er Johannes ikke desto mindre lidenskabeligt til stede.

I det seneste afsnit fører han med sønnen Christian en interessant samtale om, hvad en præst bør være drevet af. Akademisk interesse eller personlig tro? Jeg diskuterede engang dette med en grundigt akademisk skolet teolog (som endnu ikke havde prædiket selv), der hævdede, at hvis man anser forkyndelsens værdi for at stå og falde med præstens egen tro, sætter man ikke lid nok til virkningen af det blotte ord.

Dette argument giver naturligvis mening, men hvis man for entydigt forlader sig på det, vil det næppe i længden føre til tilstrækkelig næring for hverken menigheden eller præsten selv. Da Christian beder sin far om at holde op med at være så meget Johannes Krogh i deres private samtale, udbryder faderen, at det jo netop er dét, han ikke kan. Holde op med at være Johannes Krogh, for det teologiske og det personlige er ét og det samme, og dette er centralt.

Vi formes hver dag af det, vi laver, og som præst formes man af konstante overvejelser om livet og døden, kærligheden, syndigheden og nåden, fordi man for hver prædiken, der skrives, får tænkt så meget igennem én gang til. Alt imens det for hver dag bliver mere magtpåliggende, at andre kan gribes af det, man siger.

Denne vigtige samtale i ”Herrens Veje” kunne passende ses som en kommentar til de seneste sager om præster, der offentligt har meddelt, hvor lidt de tror på det, de selv siger.

Dermed kunne den også være en opfordring til, at der bliver skåret lidt i den folkekirkelige rummelighed, der af og til synes at kunne rumme næsten hvad som helst, hvis blot biskoppen i en fart får sendt en udglattende pressemeddelelse af sted. Også internt blandt præster kan betydningen af at tro på det, der siges, være lidt af et tabuemne, for vi er alle ”Tvivlens og Ligegyldighedens Børn”, som K.E. Skydsgaard formulerer det i ”Kristendom og Menneskelighed”.

Det gælder også teologer, der som alle andre er dybt præget af rationel modernitet, i hvilken teologien nemt bliver til en akademisk disciplin på linje med enhver anden. Det kan forkyndelsen ikke i længden holde til, og dette har Johannes Krogh forstået.

Han taler, som om han selv tror på det, og han er det lysende fyrtårn i en dramaserie, der ellers har lidt svært ved at fastholde det væsentlige.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.