Vejrudsigten lovede regn tirsdag. Derfor hastede det med at få malet de køkkenvinduer færdige og få dem tilbage på deres hængsler. Det var i mandags, og jeg kiggede i programoversigten for at finde lige netop det program, som passede til den slags hyggelige arbejde i solskinnet.
Mit blik faldt med det samme på P1 klokken 10.00: Hjernekassen: John Mogensen Special. Valget var nemt, for jeg kan godt lide Peter Lund Madsens tråd og holder meget af John Mogensens sange. Jeg kan ikke til bunds redegøre for hvorfor, men hverken rocken, jazzen eller den klassiske musik fandt nogensinde vej til mig i den lille landsby, jeg var barn i.
LÆS OGSÅ: Dansktop i bogform er et hit
Måske fløj de med de høje vinde hen over den flade hede og byen sammen med ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. I hvert fald voksede jeg op med Giro 413 og Dansktoppen, og derfor husker jeg tydeligt de første John Mogensen-sange i min radio. Han var på Dansktoppen som de andre, men selv som otte-ni-årig kunne jeg høre, at det var noget særligt. Det var en anden lyd med en helt anderledes autenticitet, som jeg selvfølgelig ikke kunne sætte ord på, men som bare var en kropslig fornemmelse. Kulturelitens foragt for genren anede jeg selvsagt intet om.
Peter Lund Madsen gik på en mission i sit program. Han ville finde ud af tre ting: Hvor blev sangen: To mennesker på en strand skrevet? Han havde en formodning om, at det måske var på den strand, hans sommerhus lå ned til på Sejerø. Hvem var John Mogensen? Og sluttelig: Hvad bragte ham til Sejerø?
Madsen talte med James Rasmussen, der havde spillet med Mogensen i Four Jacks, med Sven Enevoldsen, som ejer Café Halvvejen på Sejerø, og kongelig bibliotekar og forsker i popmusik Henrik Smith-Sivertsen. Lund Madsen gik energisk til missionen, der lykkedes et stykke hen ad vejen mere på entusiasme end egentlig journalistisk stringens og metode.
Vi fik opklaret, at John Mogensen flygtede til Sejerø efter et forfærdeligt mislykket job på Bornholm, hvor han var for fuld til at huske sine tekster, og at To mennesker på en strand på grund af årstallene ikke kunne være skrevet på Madsens strand.
Spørgsmålet i midten fik vi kun brudstykker af svar på. Vi hørte, at Mogensen var perfektionist, men efterhånden så alkoholiseret, at han ikke kunne leve op til sine egne krav, at han var generøs og hjertelig, indtil alkoholen gjorde ham brovten og tvær, og at han skrev nogle af sine sange om natten i køkkenet på Café Halvvejen.
Jeg var i godt selskab. Både med Madsen selv og de tre herrer, der delte ud af deres viden med tydelig stor respekt for den gamle spillemand. Men jeg ville gerne have hørt mere om dette at være seriøs kunstner i en så foragtet genre.
Jeg har for nylig set filmen om Dirch Passer, der med stor ømhed og indsigt tegner et billede af en følsom sjæl, som lader sig misbruge af de mere kyniske i sin egen grænseløshed og behagesyge. Jeg kunne godt tænke mig en film om John Mogensen, hvor man gjorde sig lige så umage. Men mine vinduer blev færdige, og det var bestemt fornøjeligt at lytte til.
Gitte Løkkegaard er forfatter og journalist