INDTIL VIDERE er der ikke så meget, der tyder på, at DR's julekalender ”Tidsrejsen” vil komme til at rumme mærkbare spor af kristendom. Historien handler om pigen Sofie, der så inderligt ønsker sig, at hendes fraskilte forældre skal blive forelsket i hinanden igen.
Sofie er interesseret i videnskab, logik og sund fornuft, og sammen med sin farfar opfinder hun en tidsmaskine, der faktisk viser sig at virke. Sammen med drengen Dixie, der har opsøgt hende på sin egen rejse rundt i tiden - og tilmed er på flugt fra nogle agenter - har hun således i de seneste par dage befundet sig i 1984.
Her har de to børn oplevet noget så eksotisk som en telefonboks, H2O-træningsbukser og i baggrunden Kim Schumachers elskede discjockeystemme, der for mange udgør selve indbegrebet af 80'er-nostalgi. Og ovenikøbet har Sofie set sine egne forældre i en meget ung udgave stå og flirte ved en pølsevogn.
Fortællingen foregår i et dejligt roligt tempo, de fleste af skuespillerne fungerer, og der er sikkert flere interessante tidsbesøg i vente, der kan give børn indblik i fortiden. Men som sagt aner man foreløbig ikke klare spor af det religiøse, og set i lyset af DR's problemer med at samle seere til netop det stof, kunne man jo godt ønske sig, at man ved den mest oplagte lejlighed af dem alle havde indflettet lidt af sagens kerne.
MEN DET ER I VIRKELIGHEDEN en gammel tradition, der følges op, for det er mildt sagt langtfra alle julekalendere, der har kredset om det kristne. Tilbage i 1970'erne og 1980'erne var det nærmest utænkeligt, og det var ikke åndfuldhed, der prægede postbuddet i Vinterbyøster. Vi elskede ham og de andre dukker højt, men de inspirerede ikke til dybere tanker.
Siden har udviklingen været positiv. Vi husker naturligvis TV 2's ”Jesus og Josefine”, hvor tidsrejsen gik tilbage til frelseren selv, og samme kanal stod også for ”Jul i Valhal”, hvor den nordiske mytologi blev levendegjort. Fremhæves skal også DR's helt vidunderlige ”Pagten” fra 2009, der oplyste alle danske børn om Grundtvig og indholdet af ”Dejlig er den himmel blå”, og hvor nisserne ikke var drillepinde, men alvorsfulde repræsentanter for redelighed.
Til sammenligning fremstår ”Tidsrejsen” en smule gold. Den er helt nissefri og har indtil videre manglet den magiske tone, der skal gøre en julekalender til noget helt andet end andre fortællinger. Jeg argumenterer ikke for, at julekalenderen hvert år skal pakkes ind i kristen tale, hvilket ville blive både ensformigt og anmassende, men man har med de 24 afsnit en unik mulighed for på børnevenlig vis at præsentere en mere åndelig tilgang til livet, end den danske hverdag normalt byder på.
Det er fint, at temaer som mobning og skilsmisse så ofte tages op, for det fylder unægtelig meget i børns liv i dag, men samtidig krydser vi fingre for, at ”Tidsrejsen” inden jul vil nærme sig punktet, hvor mennesket for alvor mødes af det større i håbets og kærlighedens navn. Og at det ikke bliver videnskaben, der får det sidste ord.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist